frozen kan ånde lettet ud. FaZe overlever første stadie i majoren.

frozen: "Jeg er lettet, mand"

Iskølige frozen nåede alligevel at få skuldrene trukket helt op under hagen i løbet af FaZes svære første stadie i majoren.

Dust2.dk i StarLadder Budapest Major 2025.

Det var en tydeligt lettet frozen, der mødte Dust2.dk til et vinderinterview, efter FaZe havde sneget sig forbi Fluxo og ind i andet stadie af majoren.

Jeg er lettet, mand. I første halvleg (af Mirage, red.) følte jeg, at mine kugler bare ikke rigtig ramte noget. Så jeg prøvede bare at holde hovedet højt, fordi jeg vidste, at vores CT-side er ret stærk. Så ja, jeg er mere lettet end noget andet lige nu over, at vi kom igennem. For som du sagde, vi er videre til næste stadie nu, hvor vi får en frisk start.

Efter FaZe onsdag var lige ved at ryge ud til RED Canids, fortalte karrigan til Dust2.dk, at det var først, da det spidsede rigtig til, at FaZe begyndte at spille som sig selv, og det er noget frozen kan nikke genkendende til.

Ja, lidt. Altså, vi startede det første map ret godt, vi vandt ret overbevisende. Så går vi ind på Nuke, og jeg ved ikke, om vi faldt i søvn, eller om vi bare slap gaspedalen, eller hvad der skete. Men man kan se en kontrast i vores spil og i det ansigt, vi viser i kampene, og det er helt klart noget, vi skal arbejde på.

For selv på Mirage fik vi en hård start, og så skal vi overkomme det. Vi skal hive os tilbage og finde en måde at klare den på. Selv med tabt pistol, det var 10-4 på et tidspunkt eller noget i den stil. Ja, det er helt klart noget, vi skal kigge på.

Nu er der en hviledag, før FaZe igen skal på serveren i andet stadies Bo1-kampe. frozen regner ikke med, at holdet skal i scrim på hviledagen, men det betyder ikke, at der er fridag. I stedet skal tiden bruges på at gense kampe, tale om hvad der skal forbedres, og så forberede på deres kommende modstander.

Vi har haft bootcamp før majoren, så jeg er ikke helt sikker på, om der bliver decideret træning. Vi skal helt sikkert gennemgå kampen og have nogle samtaler om, hvad der skete, og hvad vi skal forbedre for at komme videre. For lad os være ærlige, vi var allerede tæt på at ryge ud de andre dage.

Vi prøvede at presse frozen til at komme med specifikke eksempler på, hvad de skulle forbedre for at komme videre, men den slovakiske stjerne havde ikke lyst til at give noget væk til konkurrenterne.

Det er en blanding af forskellige ting. Så ja, som sagt: vi skal tilbage til hotellet, gennemgå det sammen og prøve at fikse det.

Selvom adrenalinen nok pumpede løs både i går og i dag, så føler frozen faktisk, at der er kommet mere ro i lejren hos FaZe, og han tilskriver det mere afslappede mindset som en faktor i de mere komfortable sejre, som holdet tog på Inferno mod RED Canids og Fluxo.

Selv efter gårsdagens sejr kunne jeg allerede mærke, at vi var lidt mere lettede og lidt mere afslappede. Og da vi gik ind på det første map, tror jeg, det var den følelse, vi havde med os. Vi kom ind og fortsatte egentlig bare, hvor vi slap i går. Men så på Nuke igen… jeg ved ikke, om vi lettede foden fra gaspedalen, eller hvad der skete der.

FaZe møder Passion UA i deres første af to Bo1-kampe lørdag eftermiddag i andet stadie af StarLadder Budapest Major 2025.

Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.