Ugens Spiller holder liv i slutspilsdrømmen

Bakorinos flotte præstationer i denne uge kan meget vel være det, der sender holdet i slutspillet.

Titlen som ugens spiller går i denne uge til XI Esports holdkaptajn Bakorino.

XI Esport løb med tre ud af tre mulige sejre i ugens spillerunde, hvor de slog Linx Legacy, HyperioN og Vendetta.

Særligt sejren over Vendetta var vigtig, da wezx' tropper ligger lige i hælene på XI Esport. Vendetta vandt også det første opgør mellem de to tidligere på sæsonen.

XI vandt dog deres anden duel med én runde mere, hvorfor XI vil være bedst indbyrdes, hvis de to ender med at have lige mange point.

Det kan XI i den grad takke deres holdkaptajn for, da Bakorino toppede scoreboardet i opgøret mod Vendetta med hele 24 kills og en K/D på 2.00 i deres 16-7-sejr.

Bakorino brillerede også i holdets to øvrige kampe for at ende med en gennemsnitlig rating på 1.45 samt en HS-procent på 60 i denne uge.

Det gode spil kan meget vel ende med at være det, der sikrer XI den sidste plads videre til POWER Liga-slutspillet for næsen af Vendetta.

Det vil kræve enten at XI Esport vinder mod Prestige i deres sidste kamp, eller at Vendetta taber en af deres tilbageværende to kampe, der står mod Preasy Mix og HyperioN.

Sådan fordelte stemmerne sig:

  • Danmark Bakorino (XI Esport) - 46.9%

  • Danmark Bukhavez (MASONIC) - 40.6%

  • Danmark Egelund (XI Esport) - 12.5%

Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.