
Prestige Academy holder forspringet ned til andenpladsen
AaB Apex gør, hvad de kan, for at hale ind på Prestige Academy i AceZone 1. Division.
Med to sejre ud af to mulige, gjorde de deres for at presse Prestiges akademihold, men det svarede Prestige igen uden besvær med to af deres egne sejre for at holde distancen ned til andenpladsen.
Seks point adskiller de to hold, men tiden er ved at løbe ud for AaB Apex' drømme om en førsteplads. De har nemlig allerede spillet 15 kampe i grundspillet mod Prestiges 13.
Man skal i virkeligheden måske nærmere kigge mod Sashi Academy, hvis man skal finde en reel udfordrer til Prestige Academy. De er godt nok hele ni point efter Prestige, men har også spillet en kamp færre.
Sashi Academy satte selv tre sejre på tavlen i dag og skød sig derfor frem i tabellen, selvom det ene blev en snæver overtidssejr over divisionens bundhold, Ølgod Efterskole 1, på Ancient 16-14. Holdet har nu vundet deres seneste seks kampe.




















