
Bænkede HEROIC-danskere reagerer på udmelding
Fredag sprang der en mindre bombe i Counter-Strike-verdenen, da HEROIC annoncerede, at hele deres akademihold er blevet sat på bænken.
Holdet havde et markant dansk præg med Dengzoe, Scr0b og anber på holdkortet. Og holdet nåede blandt andet at spille med i den seneste sæson af POWER Ligaen, hvor det dog ikke blev til den store succes, da de rykkede ud af landets bedste CS-række.
Efter udmeldingen har to af danskerne selv reageret offentligt.
Først var det den 21-årige AWP'er, Scr0b, der på X skrev:
September bliver min sidste måned som spiller for HEROIC Academy. Jeg er taknemmelig for de muligheder, jeg har fået, mens jeg har spillet på dette hold. Vi har fået lov til at kigge efter nye hold, så hvis nogen mangler en AWP'er, er jeg klar.
Kort efter fulgte den 21-årige in-game leader, Dengzoe, trop med sin egen udmelding:
Min tid i HEROIC er slut. Resultaterne har ikke været, hvad nogen af os håbede på, og vi fik det bare aldrig til at klikke 100 %. Vi havde nogle gode kampe og sjove minder, og for dem er jeg taknemmelig. Tak for tiden, drenge.
Den yngste af de tre, anber på 19 år, har endnu ikke reageret officielt på bænkningen.
Selvom det danskprægede hold ikke længere er en del af HEROIC, har organisationen givet dem lov til at fortsætte sammen som mixhold. Det forventes derfor, at de stiller til start søndag i play-in-kampene i den åbne kvalifikation til Betclic Clash Summer.