
MOUZ vinder i BLAST Open trods brasiliansk chokstart
Trods en skidt start på opgøret, hvor brasilianske Imperial smadrede MOUZ med hele 13-2, kom MOUZ stærkt tilbage og vandt deres første kamp ved BLAST Open London 2025.
Det var især Imperials lejesvend, skullz, der var i hopla på kampens første map, Overpass, som brasilianerne havde valgt. Både han og VINI leverede en rating på 1,94 i nedsablingen af et tandløst MOUZ-mandskab.
Men hvor MOUZ så tandløse ud på Overpass, var de til gengæld knivskarpe på deres eget map, Mirage, hvor de selv delte øretæver ud. Her blev Imperial kørt over med 13-4, og dermed var der balance i regnskabet inden afgørelsen skulle falde på tredje map, Nuke.
På Nuke kom Imperial bedst fra start og gik til pause foran 7-5. Det viste sig dog ikke at være nok, da sycrones tropper lukkede kampen med en stærk CT-side, hvor de hentede otte runder i træk uden at afgive en eneste. Det var nok til at sikre sejren.
Med sejren er MOUZ videre til upperbracket-semifinalen i gruppe B, hvor enten G2 eller Liquid venter lørdag. Imperial ryger derimod i lowerbracket, hvor de lørdag møder taberen af opgøret mellem G2 og Liquid.