
Vitality slipper med skrækken efter mareridtsstart
BLAST Open London er kommet i gang, da den første kamp mellem Vitality og M80 endte med en sejr til det førstnævnte mandskab trods en dårlig start.
apEX' tropper tabte nemlig det første map, Overpass, med hele 3-13, efter at det tysk-amerikanske mandskab buldrede derudad på T-siden.
Inden dagens kampstart havde M80-mandskabet fået minimal søvn, da holdet natten til onsdag var i aktion i en amerikansk turnering.
Den manglende søvn kunne muligvis også mærkes, jo længere kampen skred frem.
På Dust2, der var det andet map, fortsatte M80 med sine fine takter og var på et tidspunkt foran med 6-4, men så faldt korthuset fuldstændig sammen. I den anden halvleg vandt Vitality syv ud af otte runder og dermed mappet 13-7.
Det hele skulle derfor afgøres på Inferno, hvor flameZ viste vejen mod en 8-4-føring på CT-siden, selvom M80 formåede at vinde pistolrunden. Efter pausen vandt M80 igen pistolrunden og bragte sig foran med 9-8, hvorefter Vitality vågnede op og vandt med 13-10.
Sejren betyder, at Vitality er videre til upperbracket-semifinalen i gruppe A, hvori det vindende hold i kampen mellem GamerLegion og Virtus.pro venter. M80 skal møde det tabende i lowerbracket, hvor taberen bliver elimineret fra turneringen.