
Optakt: Guld, sølv og bronze skal uddeles i Riyadh
Semifinalerne blev afgjort lørdag aften, hvor The MongolZ sendte Vitality ned i bronzekampen, mens Aurora besejrede hjemmebanefavoritterne Falcons.
Søndagen byder altså på to kampe i EWC 2025. Først skal bronzemedaljerne uddeles - mens ét hold må gå hjem uden en plads på podiet - og derefter skal der findes en vinder af turneringen, hvor et hold får guld og et andet må tage til takke med sølv.
Bronzekampen står mellem Vitality og Falcons og lover et brag af et opgør.
De to hold har allerede mødt hinanden i finaler to gange i år. Først i IEM Melbourne - som mange har kåret til sidste sæsons bedste kamp - og siden i BLAST Rivals Sæson 1. Begge gange trak Vitality det længste strå og sikrede trofæet.
MongolZ jagter guldet
The MongolZ skal forsøge at vinde deres første trofæ siden YaLLa Compass 2024 i finalen mod Aurora. De to mandskaber har kun mødt hinanden én gang siden tyrkerne kom under Aurora-banneret, nemlig til PGL Astana 2025, hvor Aurora vandt 2-0 tilbage i maj.
Aurora har også vist stort niveau denne turnering med sejre over FaZe, HEROIC og Falcons på vejen til finalen. MongolZ må dog anses som favoritter efter de besejrede Vitality lørdag aften med stærke præstationer fra Techno4k og Senzu. XANTARES har dog været i absolut topform til EWC 2025.
Vinderen af finalen går hjem med over 3.000.000 kroner, mens andenpladsen sikrer sig lidt over 1.400.000 kroner. Bronzemedaljevinderne tager mere end 800.000 kroner med hjem, mens fjerdepladsen får 445.000 kroner at trøste sig på.

Følg med her:
De resterende kampe ved Esports World Cup 2025 kan følges direkte på streamen herunder.