
2,8 procent af Mongoliets befolkning så The MongolZ mod NAVI
Fredag eftermiddag tørnede The MongolZ og NAVI sammen i den første kvartfinale ved IEM Cologne 2025 - en kamp, som NAVI endte med at vinde.
Selvom The MongolZ måtte se sig slået og dermed forlade turneringen, fejlede opbakningen fra hjemlandet dog bestemt ikke noget. Ifølge Esports Charts blev der nemlig - undervejs i kampen - sat ny mongolsk seerrekord på tværs af alle esportsgrene.
Esports Charts registrerede, at hele 99.424 mongolske fans fulgte med, da seertallet toppede. Det svarer til 2,8 procent af hele Mongoliets befolkning.
At Counter-Strike - og især The MongolZ - er populære i Mongoliet, kommer næppe som en overraskelse længere. Under majoren i Austin, hvor The MongolZ nåede hele vejen til finalen, men måtte se sig slået, var opbakningen fra hjemlandet allerede massiv.
Det blev især også tydeligt, da holdet tidligere på sommeren vendte hjem til Mongoliet for at holde ferie. Her blev de hyldet af mere end 3.000 fremmødte fans ved et stort anlagt arrangement i hovedstaden Ulaanbaatar.
