
ESL klar med invitationerne: 8. udgave af Impact League tager form
Den 10. september skydes ESL Impact League Season 8 i gang i tre regioner: Europa, Nordamerika og Sydamerika.
I Europa skal 12 hold kæmpe om fire pladser ved ESL Impact League Season 8 Finals, mens Nord- og Sydamerika hver sender to hold videre til LAN-finalerne, som spilles i Stockholm fra den 28. til 30. november.
Fire af de europæiske deltagere er inviteret direkte via Valves rangliste (VRS, red.), mens de resterende otte i den europæiske ESL Impact-turnering skal findes gennem åbne onlinekvalifikationer.
I modsætning til Europa, hvor 12 hold deltager, består både Nord- og Sydamerika-turneringerne af otte hold. Her er to hold i hver region inviteret direkte, mens de øvrige seks kvalificeres via åbne kvalifikationer, der ligesom i Europa spilles online.
De i alt otte inviterede hold - fire i Europa og to i hver af de amerikanske regioner - blev offentliggjort i fredags, da ESL på sin officielle ESL Impact-profil på X løftede sløret for navnene.
Her er de otte hold, der er direkte inviteret til sæsonens regionale turneringer og dermed slipper for de åbne kvalifikationer:
ESL Impact League Season 8 Europe
NIP Impact
Imperial Valkyries
Zerance
Let Her Cook
ESL Impact League Season 8 Nordamerika
Supernova Comets
FlyQuest RED
ESL Impact League Season 8 Sydamerika
FURIA fe
MIBR fe
Kun én enkelt dansker er med. Det er marie, som tørner ud for FlyQuest RED i den nordamerikanske region. De forsvarende ESL Impact League-mestre, FURIA fe, er direkte inviteret i den sydamerikanske region.
De tre regionale ESL Impact League-turneringer begynder som nævnt alle den 10. september og afsluttes samtidig den 25. oktober.