
Bubzkji: Alt for mange "ødelægger" sit liv i forsøget på at blive professionel
Hvornår bliver det for sent at gå efter at den professionelle levevej i Counter Strike?
Det kan være svært at komme med et konkret og korrekt svar, men ifølge Bubzkji er "der alt for mange mennesker, der "ødelægger deres liv" i forsøget på det.
Det skriver den tidligere Astralis-spiller onsdag på X, der har delt sit besyv og nu sat gang i en mindre debat i forhold til, hvornår det bliver for sent.
Den 27-årige dansker forklarer i sit opslag, at han er forstående over for dem, der giver det skudt i start 20'erne og bruger et par sabbatår eller opsparingen på at se, om det kan lykkes, men at det hurtigt kan blive til en ond cirkel.
Der er alt for mange mennesker, der "ødelægger" deres liv ved at forsøge at blive professionelle. Selvfølgelig – giv det et forsøg fra du er 10 til 20 år gammel, og det er okay at tage et år eller to hos dine forældre eller leve af opsparing. Det gjorde jeg også, skriver han og fortsætter:
Men der er alt for mange, der har "smagt" eller set livet som professionel, og nu tror, at det er en realistisk langsigtet løsning. Det kan blive en ond cirkel, hvis man aldrig forholder sig til sin situation.
At gå ind i "den næste fase af livet" som 25-35-årig – uden opsparing, uden uddannelse, med ofrede venskaber og ingen erhvervserfaring – kan være et hårdt wake-up call.
"Mere almindeligt med rådgivning"
Bubzkji, som ikke har spillet på et hold siden januar 2022, uddyber yderligere og skriver, at han synes, at det burde være mere almindeligt at få rådgivning fra venner, agenter og andre.
Han slutter af med at skrive, at man "skal være realistisk med sine ambitioner og forsøge at opnå sine drømme", men huske der er mere end bare Counter Strike.
Jeg synes, det burde være mere almindeligt blandt semiprofessionelle eller lavt rangerede professionelle at få ærlig rådgivning fra agenter, venner eller tidligere professionelle, som kan fortælle dem, hvordan virkeligheden egentlig ser ud.
Ikke alle har evnerne eller det mentale til at klare sig. Og nej, ikke alle bliver et talent, en streamer eller en content creator efter karrieren. Det er kun en lille procentdel af de professionelle – ikke den gennemsnitlige afslutning på en karriere.
Vær realistisk med dine ambitioner, og forsøg at opnå dine drømme. Men vær sød at forstå, at der findes så meget mere end CS derude.