TeSeS (tv.) og Magisk (th.) er blandt majorens danskere.

Majoroptakt: Her er spillerne, der skal forsvare Danmarks farver

Syv spillere og to trænere, fordelt på fem forskellige hold, skal repræsentere Danmark ved majoren i Austin.

Om under to døgn skydes de første kampe i gang ved majoren i Austin, Texas. I alt ni danskere - syv spillere og to trænere - er med, når det går løs i Guds eget land.

Blandt de danskere, der tager turen til USA, skal de fire af dem i aktion allerede fra majorens første stadie, som afvikles fra den 3. til den 6. juni. Det drejer sig om OGs tre danskere: Chr1zN, Buzz og nicoodoz - samt NRGs danske islæt, br0.

Når majorens andet stadie skydes i gang fra den 7. juni, så træder yderligere tre danske spillere - og en enkelt træner - ind i turneringen sammen med deres respektive hold. Det drejer sig om Magisk og TeSeS fra Falcons, og deres træner - zonic - samt karrigan fra FaZe.

Turneringens andet stadie afvikles fra den 7. til den 10. juni. Efter andet stadie er der en hviledag, inden det tredje stadie starter ud med det tredje og sidste gruppespil fra den 12. juni. Her træder MOUZ og deres danske træner, sycrone, blandt andet ind i turneringen.

Det tredje gruppespil, i det tredje stadie, spilles frem til 15. juni. Herefter venter der tre dages pause, inden slutspillet starter den 19. juni.

Set med danske øjne er forventningerne uden tvivl størst til Falcons og deres danskere. Men hvad med OG - kan de overraske? Eller kan den altid garvede karrigan, som man aldrig skal afskrive til en major, lave endnu et majormirakel med FaZe?

Vi kigger her nærmere på danskerne, deres respektive hold, og nuværende form forud for majorens start.

OG:

Danmark Chr1zN
Danmark Buzz
Danmark nicoodoz
F1KU
Sverige spooke
Lambert (Coach)

Starter i stadie 1
Valve verdensrangliste: 38
Gennemsnitsalder: 21,8 år
Stjernen i form: Danmark nicoodoz - 1,13
Bedste map: Nuke
Værste map: Dust2

Fire danskere, inklusiv de tre OG-danskere, skal i ilden fra dag ét - og kampen om avancement starter hårdt. Det gælder især for OG, der starter lige på og hårdt mod Complexity.

Det er et OG-hold, der stiller til start med hele tre majordebutanter. De to af dem er de to danskere, Chr1zN og Buzz, hvor Chr1zN - holdets kaptajn - er holdets yngste med sine 18 år. Selvom over halvdelen af holdet mangler majorerfaring, så kommer især én spiller dog med en mængde erfaring i majorregi, som nærmest opvejer for den manglende erfaring hos Chr1zN, Buzz og spooke. Her er der naturligvis tale om holdets bedste og mest erfarne spiller, nicoodoz, som stiller til start i sin sjette major.

OG kommer ind til majoren i forholdsvis god form. De gik sikkert videre til majoren fra den europæiske MRQ med samlet 3-0. Især før MRQ-turneringen leverede de nogle flotte resultater, og det er den form de skal forsøge, at tage med ind til majoren. De vandt blandt andet CCT Season 2 Europe Series 20, mens de var yderst tæt på, at kvalificere sig til PGL Bukarest.

Er der ét hold, der i den grad kan betegnes som "underdogs" ved denne major, ikke mindst i majorens første stadie, så er det OG.

Hold ekstra øje med: Chr1zN. Danskerholdets IGL har udviklet sig enormt siden sit skifte fra MOUZ NXT til OG. Han er blandt de mest lovende unge ingame-ledere i Europa, og på det individuelle plan har han også udviklet sig flot. Godt nok er formen dykket lidt den sidste måneds tid, men inden for de sidste tre måneder har han som IGL en rating på 1,05.

Buzz (nederst tv.) og Chr1zN (forrest th.). Foto: OG.

NRG:

Danmark br0
Canada HexT
USA oSee
USA nitr0
USA Jeorge
Canada daps (Coach)

Starter i stadie 1
Valve verdensrangliste: 31
Gennemsnitsalder: 24,6 år
Stjernen i form: USA oSee - 1,18
Bedste map: Dust2
Værste map: Nuke

Nuvel, vi har egentlig allerede vendt NRG, men lad os gøre det igen, med mere fokus på br0 denne gang.

br0 og holdkammeraterne åbner majoren mod kinesiske TYLOO, som bestemt ikke er nogen nem modstander, og slet ikke i en BO1. Det er altså ikke nogen nem opgave der venter br0 og co. i bestræbelserne på at levere en stærk majorpræstation på hjemmebane. I det hele taget bliver det ikke nemt for br0 og resten af NRG-holdet. Godt nok har nitr0 og oSee især en del erfaring, men som hold har de stadig ikke den store erfaring på den helt store scene. Og så stiller de med to majordebuntater i skikkelse af både br0 og Jeorge - holdets to seneste tilføjelser.

Holdets danske islæt er også det nyeste medlem på holdet. br0 kom til NRG for fire og en halv måned siden, som erstatning for Brehze. På det individuelle plan har han set god ud siden han kom til. Alene de sidste tre måneder har han leveret en rating på 1,14 i NRG-trøjen. Det er tredjebedst af alle NRG-spillere, kun overgået af oSee og Jeorge, der har præsteret henholdsvis 1,18 og 1,17.

Når det gælder rollefordelingen på holdet, virker det også til at br0 er faldet godt ind på holdet. I det hele taget virker det som et harmonisk hold. Og selvom de ikke har den helt store erfaring på den store scene, så har de alligevel fået lidt international erfaring ind under huden de seneste måneder med deltagelse i blandt andet IEM Dallas 2025 og ESL Pro League Season 21. I Dallas blev de dog sendt ud med et brag, så der er en del at forbedre fra den turnering frem mod majoren.

Hold ekstra øje med: br0. Han er valgt set med danske briller - det skal der ikke herske tvivl om. Men også fordi han rent faktisk har præsteret rigtig fint siden sit skifte fra Astralis til NRG. Potentialet har længe været der hos den 23-årige dansker, men er det nu han for alvor indfrier det? I Monte begyndte han for alvor at blomstre, og nu er tiden kommet til, at tage det næste store skridt op. Og der findes vel ikke nogen bedre turnering end en major, til at vise sig frem?

br0 i aktion for NRG under IEM Dallas. Foto: HLTV.

FaZe:

Danmark karrigan
rain
frozen
USA EliGE
s1mple (På lån fra NAVI)
NEO (Coach)

Starter i stadie 2
Valve verdensrangliste: 10
Gennemsnitsalder: 28,2 år
Stjernen i form: s1mple - 1,11
Bedste map: Inferno
Værste map: Mirage

FaZe har vi, ligesom NRG, allerede vendt en gang, men når gælder FaZe og majors, så kan der altså altid sættes lidt ekstra ord på. Det er trods alt et hold, med tre majorvindere: karrigan, rain og s1mple - og to spillere - rain og s1mple, der begge har en major MVP-medalje.

Det er måske ikke et FaZe-hold, der kommer ind til majoren i den bedste form, men man skal aldrig afskrive FaZe i en major. Det viste de senest sidste år, både i København og Shanghai, hvor de nåede finalen begge gange. Godt nok tabte de begge majorfinaler sidste år, men de gik alligevel hele vejen til finalen begge gange. Og det var ikke rigtig ventet nogle af gangene. Så man skal ALDRIG afskrive karrigan og FaZe i majorregi - aldrig!

Resultaterne indtil videre i 2025, efter de ved årsskiftet hentede EliGE ind som erstatning for ropz, har langtfra været tilfredsstillende for karrigan og kompagni. Som en konsekvens af dette valgte de for en måneds tid siden at bænke broky. Ind i stedet for broky kom s1mple på en lejeaftale. Og s1mple har straks vist, at han stadig kan levere på serveren. Nu mangler især frozen og EliGE bare lige, at løfte niveauet, mens karrigan og rain ligeledes løfter deres individuelle niveau.

Med alt det sagt, så kan det ikke understreges nok, at man aldrig må undervurdere karrigan. Og man må aldrig undervurdere FaZe. Slet ikke til en major. For er der ét hold, der lige pludselig kan dukke op ud af ingenting, så er det FaZe. Er der især også én spiller, der kan dukke op ud af ingenting, så er det rain, der modsat IEM Dallas er tilbage på serveren for FaZe. Det alene bare at have den nybagte far tilbage, er en klar forstærkning af FaZe. Men nordmanden skal stadig, ligesom alle andre på holdet, løfte niveauet, hvis FaZe skal levere endnu et majormirakel.

Hold ekstra øje med: karrigan. Igen et ganske partisk valg - uden tvivl. Og så alligevel ikke. For det er værd at holde øje med, om den 35-årige og nok så erfarne holdkaptajn kan løfte sit niveau. Hvis det kniber med motivationen hos den garvede IGL, så kan han blot gense de seneste to majorfinaler, hvor han selv var med til at tabe to af majorhistoriens tætteste finaler. Dét, og et grundigt kig på hans egne præstationer de seneste par måneder, bør være nok til at give dansk CS' "grand ol' man" et motiverende spark bagi.

karrigan viser FaZe-trøjen frem ved IEM Dallas. Foto: HLTV.

Falcons:

Danmark Magisk
Danmark TeSeS
kyxsan
NiKo
m0NESY
Danmark zonic (Coach)

Starter i stadie 2
Valve verdensrangliste: 4
Gennemsnitsalder: 24,8 år
Stjernen i form: m0NESY - 1,28
Bedste map: Ancient
Værste map: Train

Godt nok må Vitality betegnes som de klare favoritter til at vinde i Austin, men lige efter følger Magisk og TeSeS' hold, Falcons. Lige siden, og sågar også kort inden m0NESYs tilgang, har falkene været fremragende.

Danskerholdet, anført af den majorvindende danske træner, zonic, har indtil videre i år været i hele tre store finaler - to af dem siden m0NESYs tilgang. Godt nok har de også tabt de to af dem, og den ene som de var vandt, var kort før m0NESY kom til, men det er alligevel stærkt det de har præsteret. Og de er derfor også blandt favoritterne, som en del af et lille favoritfelt lige efter Vitality.

Falkene mangler dog lige de allersidste procenter, men de er ikke langt fra Vitalitys niveau. Det har de vist nogle gange efterhånden, også - og især - i de direkte dueller mod Vitality. Om zonic så har fået skruet på de rette knapper frem mod majoren, vil tiden vise. Og så vil tiden også vise, om rygterne vedrørende kyousukes mulige skifte til Falcons efter majoren, kommer til at spille holdet et puds eller ej.

Der er er ingen tvivl om, at Falcons har spillerne og værktøjerne - endda også til at gå hele vejen, hvis Vitality laver bare de mindste fodfejl. Om det er så er nu, ved majoren i Austin, at Falcons for alvor bryder igennem på Counter-Strike-scenen, det får vi se.

Hold ekstra øje med: TeSeS. Den tidligere HEROIC-spiller har været fremragende de sidste måneders tid, og han bliver en vigtig brik for zonic og Falcons i bestræbelserne på at vinde majoren. Hans form er godt nok dykket en smule den sidste måneds tid, men inden for de seneste tre måneder har han leveret en rating på 1,02, og været kampafgørende i flere situationer, særligt i clutches. Meget hænger også på, at Magisk fortsat kan blive ved med at løfte sit spil, som han har gjort på det seneste. Men det er TeSeS, der er og har været en af holdets mest afgørende spillere på det sidste - ikke Magisk.

TeSeS (tv.), Magisk (th.) og zonic i baggrunden ved IEM Melbourne. Foto: HLTV.

MOUZ:

Sverige Brollan
torzsi
xertioN
Jimpphat
Spinx
Danmark sycrone (Coach)

Starter i stadie 3
Valve verdensrangliste: 2
Gennemsnitsalder: 21,4 år
Stjernen i form: torzsi- 1,12
Bedste map: Ancient
Værste map: Inferno

Der er godt nok ikke nogle danske spillere på MOUZ' holdkort, men de råder til gengæld over både en dansk træner og assistenttræner i skikkelse af sycrone og Xyp9x. Og alene det er selvfølgelig nok til, at de skal nævnes, blandt de danske hold og spillere.

Når vi snakker om Falcons, som en af favoitterne i favoritfeltet lige efter Vitality, så kommer vi heller ikke uden om MOUZ, der også er blandt favoritterne. MOUZ har ganske enkelt været fænomenale indtil videre i år, og var det ikke for Vitalitys dominans hidtil i 2025, så havde MOUZ uden tvivl hentet mere end blot en stor titel i år. Holdet har været i fire finaler indtil videre i 2025. Tre af dem var lige i rap. De seneste seks turneringer i træk, som de har deltaget i, er de endt i top 4. Imponerende.

Det er ikke til at sige, hvad chefen og assistenten - sycrone og Xyp9x - går og hælder i MOUZ-spillernes drikkedunke i hverdagen til træning, eller under turneringer, men uanset hvad det er, så ser det ud til at virke. De mangler bare, ligesom Falcons, at tage det sidste skridt, men det er også svært i en periode, hvor Vitality dominerer i en sådan grad som det er tilfældet. Det ændrer dog ikke på, at MOUZ stadig er en utrolig velsmurt og sammentømret maskine, der spiller en flot omgang Counter-Strike. De skal bare vinde nogle flere titler.

Er det så ved majoren, på den allerstørste scene af dem alle, at det unge MOUZ-mandskab for alvor endelig skal træde helt ud af skyggen? De har været evige underdogs, men de kan ikke gemme sig længere. De kommer dog helt sikkert heller ikke til Austin blot for at gemme sig. De vil være med helt fremme, og det vil sycrone helt sikkert også give klart udtryk for. Det bør og skal være ambitionen.

Hold ekstra øje med: xertioN. Her kunne vi ikke vælge en dansker, så det bliver et upartisk valg. Og valget er faldet på xertioN, der i den grad er vokset de seneste seks måneder. Godt nok er torzsi deres bedste spiller den sidste måned, med en rating på 1,19, men kigger man på de sidste tre måneder, så er både torzsi og xertioN faktisk begge på 1,12. xertioN er en undervurderet brik på MOUZ-holdet. En spiller, der både kan åbne og lukke duellerne. Og hvis han spiller på sit bedste i Austin, så giver det MOUZ en ekstra faktor.

Cheftræneren (th.) og assistenten (tv.) i en samtale. Foto: HLTV.

Hvor 2024 på mange måder var et år til glemmebogen for dansk Counter-Strike, især i majorregi, så føles majoren i Austin som en frisk start.

Majoren i Shanghai var et nyt lavpunkt, med kun fem danske spillere, og uden et rent dansk hold - udelukkende bestående af danske spillere. Og godt nok er der kun to danskere mere med i Austin, og stadig intet rent dansk hold, hvilket der ikke har været siden ECSTATIC i København.

Men måske er det OGs tilstedeværelse, nærmest som et dansk hold, der får det til at føles som en frisk start. Ikke mindst ovenpå den mest danskerløse major nogensinde i Shanghai.

#1(Med 0 svar)
1. juni 2025 kl. 22:16
Martin
Dust2 fantasy vinder
Støttet Dust2.dk med 24 julekugler i 2019
Dust2TV sub
Guld Sæsonkort Sæson 15
Guld Sæsonkort Sæson 16
Guld Sæsonkort Sæson 17
Håber OG kan levere.
#2(Med 0 svar)
1. juni 2025 kl. 22:33
Hartvig
Det er virkelig nogle fede optakter i laver 👍
#3(Med 2 svar)
2. juni 2025 kl. 08:05
unclejakes
Guld Sæsonkort Sæson 16
Sølv Sæsonkort Sæson 18
Hvis både NiKo og m0NESY er i topform, så tror jeg sgu på Falcons
#4(Med 1 svar)
2. juni 2025 kl. 09:25
mrphil123
Finalen er Bo3, Alt kan ske...
#5(Med 0 svar)
3. juni 2025 kl. 11:02
Churgwee9
Ja, jeg er bare bange for Niko trækker sit klassiske 0,98 rating i finalen
Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.