Xyp9x afviser ikke at blive cheftræner en dag.

Xyp9x: "Jeg skal have noget mere erfaring"

Dette er anden del af et todelt interview med Xyp9x, som vi foretog efter deres kamp mod Vitality ved BLAST Rivals.

Dust2.dk til BLAST Rivals 2025 Season 1.

I denne anden og sidste del af vores interview med Xyp9x kommer vi ind på veteranens rolle som assistenttræner hos MOUZ, og om han har tanker om at tage et skridt videre og blive cheftræner på et tidspunkt.

Rollen som assistentræner har han indtaget i mere end et år nu, og det lå lige for at høre, hvad han har lært i løbet af sit første år i et nyt job.

Hvis vi starter med, hvad jeg har lært, så har jeg brugt det seneste års tid på at finde ud af, om det her er noget, jeg har lyst til at arbejde videre med. Er det noget, som jeg synes er spændende og giver mig noget?

Jeg gider ikke at gøre noget for pengenes skyld, og jeg gider ikke gøre noget ud fra, hvad andre folk vil synes. Det skal mærkes rigtigt i min mave, og det føler jeg, at det gør.

Især her hos MOUZ, hvor jeg virkelig føler mig tilpas i den rolle, som jeg har nu.

Xyp9x fik lov til at prøve sig selv af som coach (cheftræner, red.) for MOUZ i slutspillet ved BLAST Open i Lissabon, da sycrone skulle til sin brors bryllup.

Det var en fed oplevelse for Xyp9x, men det indgød også en ydmyghed og bevidsthed om, at han stadig har mere at lære, før han går efter at blive cheftræner.

Det er rigtigt, at jeg fik lov til at stå bag ved holdet i Lissabon, og det var også en mega fed oplevelse at få indblik i, hvad det er at have cheftrænerrollen.

Dennis (sycrone, red.) og jeg deler nogle opgaver, men det er noget andet at stå med alt ansvaret selv. Og især hvis du ikke har... Altså i det tilfælde havde jeg jo ikke sycrone ved siden af mig til at støtte mig i mange af tingene.

Men jeg synes, det var spændende. Jeg synes umiddelbart ikke, at det er noget, jeg afskyr, eller noget, som jeg ikke kan se mig selv i, men jeg skal have noget mere erfaring, før jeg træder ind i en cheftrænerrolle. Og især på tier-1 niveau.

Hvis Xyp9x skulle tage springet, så er der nogle kvaliteter i sig selv, som han gerne vil arbejde på først, og det ville også være oplagt at starte med et mindre hold fremfor et tophold, som man har set det ske med andre førstegangstrænere.

Jeg tror, det handler om at kigge på, hvad er det for nogle kvaliteter, jeg har brug for at bygge på, og dem er jeg sådan okay klar over, hvad er. Så er det klart, at jeg hopper ikke ud i et projekt, hvor jeg tænker, at det kan jeg ikke lykkes med.

Så hvis det var, at jeg skulle tage en cheftrænerrolle nu, så ville jeg helt sikkert kigge på nogle lavere hold. Men får jeg nu styr på de kvaliteter, som jeg føler, jeg mangler, jamen så kan jeg da godt se mig selv tage et træner-job i tier-1.

Kan du løfte sløret for, hvad det er for nogle kvaliteter, du føler, du skal udvikle, eller mangler for at tage det skridt?

Jeg tror, en af mine svagheder, hvis man skal kalde det dét, eller ting, jeg skal arbejde på, er at finde min egen lederstil.

Jeg er rigtig god til at få et hold til at være på samme page. Jeg tror også, jeg er rigtig god til at få dem til at være rolig i situationer, eller være chill omkring tingene, men samtidig så skal man også kunne skrue bissen på. Og det skal man kunne gøre på sin egen måde. Jeg behøver ikke at skulle skrige i et lokale og sige, at du failer din smoke, eller at du skal trade her, eller hvad det nu er.

Og her er det vigtigt for Xyp9x, at man er autentisk i sin væremåde. Han afslutter interviewet med at nævne en af de egenskaber, han også gerne vil arbejde på.

Man kan sagtens gøre det på sin egen måde og være leder på en autentisk måde. Men det handler også om, at man selv kan være i det, og at du føler, at - og det er måske mit allerstørste arbejde - finde et hold, hvor man føler, at man er både respekteret som træner og har respekten, når man siger ting, så det ikke altid bliver en diskussion.

Og der kan jeg jo læne mig op ad min viden omkring CS, men det handler også om, at man skal lære, hvordan man arbejder sammen med folk.

Mange har forskellige personligheder, især på internationale hold, og du skal arbejde med folk forskelligt. Der er jeg måske ikke den klogeste på inter-personal skills osv., og det er sådan nogle ting, som jeg også skal lære.

Fik du ikke læst første del af interviewet med Xyp9x, eller har du lyst til at genlæse det, så findes del et af interviewet herunder.

#1(Med 0 svar)
2. maj 2025 kl. 16:15
wazorntB
Jeg synes det er fornuftige ting han siger.
Jeg ser det som en kæmpe styrke, at han godt er klar over hans svagheder og ved hvad han skal arbejde med.

Om man er coach eller igl, så er det alfa og omega, at man har respekten og tilliden fra spillerne i holdet.
Jeg har selv tidligere været coach for et hold, hvor følelses af den manglende respekt/tillid, simpelthen gjorde, at jeg valgte at takke nej til at fortsætte med samarbejdet.
Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.