
Video: karrigan deler sine forventninger til majoren
På tirsdag starter årets første major, som løber af stablen fra den 3. til den 22. juni i den amerikanske by Austin, Texas.
For FaZe og karrigans vedkommende, så starter majoren dog først senere. Således træder karrigan og co. først ind i turneringen fra majorens andet stadie, som starter den 7. juni.
Majorens andet stadie afvikles fra den 7. til den den 10. juni, mens det første stadie forinden afvikles fra den 3. til den 6. juni. Efter det andet stadie venter tredje stadie og slutspillet, fra den 12. til 22. juni.
Selvom karrigan og resten af FaZe-holdet først starter deres major-kampagne fra den 7. juni, så er de dog allerede på plads i det texanske. Holdet forbereder sig lige nu frem mod majoren i FaZe Clans lokaler i Frisco, Texas.
Og går man nu og undrer sig lidt over, hvordan det ser ud i FaZe Clans kontorer i Frisco, så skal man ikke vente meget længere for at finde ud af det.
karrigan har nemlig delt en spritny video på sin YouTube-kanal, hvor han udover at give en rundtur i FaZe Clans lokaler også deler sine forventninger til majoren.
Hele videoen kan ses lige her:
FaZe-lejren ankom allerede til Texas for to uger siden, og har befundet sig der lige siden.
Først var de i Dallas, for at deltage ved IEM Dallas, for derefter at tage turen yderligere 50 kilometer nordpå til Frisco. Frem mod majoren drager de over 350 kilometer sydpå i det texanske landskab, til majorens værtsby, Austin.
Hvem den danske kaptajn, og resten af FaZe-tropperne, møder i deres første kamp ved majoren, finder vi først ud af lige så snart turneringens 1. stadie er overstået.