
Perfekt debutdag for NEO i Astralis
Det kan godt være, at der var uskønne momenter, og modstanderne var udenfor top 30, men pyt med det.
Astralis er ubesejrede med NEO som coach efter første dag med officielle kampe for den polske legende.
Først med en 2-1-sejr over Nemesis i BLAST Bounty, og nu med de samme mapcifre mod FOKUS i den lukkede kvalifikation til StarLadder StarSeries Fall 2026.
De to kampe blev spillet online og med meget kort pause imellem. Ligesom i kampen tidligere i dag mod Nemesis, så blev det til to tætte maps mod FOKUS til at starte med, hvorefter Astralis kørte den sikkert hjem på tredje og afgørende map.
Denne gang var det faktisk nærmere en ren afklapsning på Nuke, hvor FOKUS kun fik tilkæmpet sig én enkelt runde på T-siden - den allersidste i halvlegen.
Med sejren kan Astralis spille sig videre fra gruppe B i den lukkede kvalifikation med en sejr over HOTU onsdag klokken 12:00. Det russiske hold slog HEROIC tidligere på dagen. Der er to billetter til StarLadder StarSeries Fall 2026 at spille om for de 16 hold i den lukkede kvalifikation.































