Majorvinderen rammer bunden af denne liste
Denne artikel, blev udgivet den 23. marts 2024 i forbindelse med, at alle major-holdene var kommet i aktion, og vores rangering af major-trøjerne fandt sted.
Vi nærmer os nu for alvor slutspillet og Royal Arena. Først skal vi dog igennem Elimination Stage.
I modsætning til andre sportsgrene er holdtrøjerne ofte mindre i fokus i Counter-Strike.
Derfor har vi i denne specielle anledning taget et kig på spillertrøjerne hos alle major-deltagerne og rangeret dem.
På Dust2.dks redaktion har vi ikke nogen modeeksperter blandt vores egne, så vi har allieret os med Sara Lauridsen, som er moderedaktør hos ALT for damerne, og vil fungere som vores modekonsulent.
Sara Lauridsen står klar til at belyse og hylde de mest sublimt designede trøjer ved majoren, men også dem, der måske har fejlet i at imponere.
Her er de ti bedste trøjer:
10. Cloud9
T-shirten er sort, i et meget shiny materiale og med et touch af turkis. En kombination, der på papiret ikke lyder godt, men som de på forunderligvis har fået til at fungere. Og plus point for det rene udtryk uden et virvar af print
9. HEROIC
HEROIC går turneringen i møde i et ultra-minimalistisk design, og skiller sig ud fra de andre. T-shirten er nålestribet uden store logoer. Rent, stramt og med et nostalgisk touch. Nogle vil sige kedeligt, andre vil sige stilet.
8. Imperial
Der er fuld knald på den limegrønne farve hos Imperial, en farve som har haft sin gang on and off på modescenen. En farve der kan være svær at arbejde med, men som de lykkedes med i kombinationen med det sorte.
7. Complexity
Complexity er en af de eneste hold, der har en t-shirt med print, hvor det rent faktisk fungerer. Det grafiske mønster er diskret og stjæler ikke fokus fra diverse logoer. Logoer som er meget velplaceret og som matcher resten af designet. Good job.
6. SAW
SAW går turneringen i møde i en flaskegrøn trøje med et geometrisk mønster, der er vævet ind i trøjen i en mørkere grøn. Og det fungerer! Farven er frisk og skiller sig ud fra de andre hold.
5. G2
Sort i sort. En tone-i-tone trend, som er overalt i modebilledet lige nu, og som G2s t-shirt rammer spot on. Den sorte t-shirt ser eksklusiv ud, og med logoer, der ikke blænder en.
4. FURIA
Simpelt, stramt og stærkt. Tre ord der dækker FURIAs t-shirt godt. Den midnatsblå t-shirt står helt simpelt og giver plads til at logoerne kan stjæle alt opmærksomheden.
3. Apeks
Apeks holdet er også gået efter det mere minimalistiske udtryk uden for mange detaljer, og det fungerer. Især når farvekombinationen er så stærk som den er. Den marineblå farve spiller smukt sammen med den orange, og vil klæde alle Apeks fans.
2. MOUZ
Er det den danske fodbold landsholdstrøje? Nej det er MOUZ' nye spillertrøje. Og vi bliver helt nostalgiske ved synet af den. En t-shirt, der er supercool og meget anvendelig.
1. KOI
Den er minimalistisk, underspillet og ligetil. KOIs t-shirt sidder lige i skabet med det diskrete grafiske print, valg af farver samt den hvide detalje på ærmet. En t-shirt, der tapper fint ind i moden 2024.
De tre værste trøjer
Det ikke kun de flotte trøjer, der skaber opmærksomhed. Der er et par af holdene, som har trøjer, der trækker negative overskrifter.
ENCE
I år når ENCE indtræder scenen er de iført en marineblå trøje med hvad der ligner et mønster af ild for neden. Og det falder ikke just i vores smag. Printet er unødigt pynt, som vi ikke kan se os selv i.
NAVI
NAVI befinder sig som nummer 6 på verdensranglisten, men formår ikke at komme med i topti af rangeringen af spillertrøjer. Faktisk formår de at ramme bunden med et grafisk print der ikke rammer plet. Overhovedet.
AMKAL
AMKAL ligger nummer 32 på verdensranglisten, og her kan deres spillertrøje også placeres. Holdet er iført en t-shirt med et tigerprint i gul og sort. En forbier.