
HooXi vinder den danske IGL-duel
HooXi og G2 er klar til semifinalen ved IEM Sydney, efter de onsdag middag tog sejren i gruppefinalen mod ENCE, der omvendt må en tur i kvartfinalen, når slutspillet skydes i gang senere på ugen.
Dagens gruppefinalen blev skudt i gang på Ancient, og her var det en tæt affære gennem hele kampen. HooXi har dog m0NESY på sit hold, og det må man formode, at danskeren er glad for.
I hvert fald var det russiske stortalent umulig at holde nede, og han havde en stor aktie i, at G2 vandt mappet 13-11.
Herefter skulle duellanterne ud på Vertigo, og denne gang var det ENCE, som førte an. Det holdt dog kun frem til pausen, hvor G2 herefter skulle over på T-siden og for alvor trådte i karakter.
Denne gang var det også NiKos tur til at lege med, og bosnieren viste, hvorfor han er blandt de bedste i verden. Han endte også med at lukke kampen med sit 25. kill til at vinde mappet 13-8 og dermed lukke kampen 2-0.
Sejren sender G2 i semifinalen, som spilles lørdag morgen dansk tid. Snappi og ENCE må en tur i kvartfinalen, som spilles fredag.




















