
Medie: StarLadder ville holde en turnering i sommerpausen
Dette års sommerpause fra Counter-Strike løber fra den 6. juli til og med den 6. august, og her er det meningen, at topspillerne på diverse hold kan få en pause fra de mange turneringer og køle ned, inden sæsonen igen starter op.
Hvis man skal tro mediet DBLTAP, så er det dog ikke alle turneringsarrangører, som vil ære denne pause, da StarLadder angiveligt overvejede at afholde en turnering for topholdene i pausen - noget, der dog hurtigt blev sagt nej til.
Det erfarer DBLTAP baseret på adskillelige kilder.
Hvis man skal tro på DBLTAPs kilder, så blev idéen om at afholde en turnering født under coronapausen, fordi StarLadder følte, at det var pause nok ikke at skulle rejse rundt, fordi alle turneringerne bliver afholdt online i denne tid.
Ifølge DBLTAP, så blev idéen om turneringen dog manet i jorden med det samme af spillernes organisation, CSPPA, fordi idéen ikke fik nogen opbakning af de spillere og andre repræsentanter, som sidder i CSPPA.
Der er hvert år to spillerpauser, hvor diverse hold og spillere kan holde en pause fra de mange turneringer, som præger scenen. I år er der planlagt to pauser på en måned hver, hvor spillerne kan slappe af og holde ferie, inden turneringerne igen starter op.
Årets to spillerpauser løber fra:
- Sommerpausen: 6. juli - 6. august
- Vinterpausen: 21. december - 17. januar