
BLAST annoncerer turnering med 224.000 kr. i præmiepuljen
Den danske turneringsarrangør BLAST, der blandt andet er kendt for det årlige event i Royal Arena, har netop løftet sløret for en turnering for holdene længere nede af ranglisten.
Navnet er BLAST Rising, der kommer til at tælle sammenlagt 16 europæiske mandskaber, der skal dyste om knap 224.000 kroner.
Fra den 4. til 17. maj skal holdene dyste i gruppespillet, mens vinderen af turneringen findes i slutspillet, der er skemalagt til den 18. til 22. maj.
Ingen af de deltagende hold er endnu blevet præsenteret, men det sker den 28. april. Alle holdene inviteres direkte, og der er altså ingen kvalifikation til BLAST Rising. Det står derfor heller ikke klart, om nogle danske hold deltager.
BLAST skriver på Twitter, at det er hold under nummer 24 på verdensranglisten, som bliver en del af turneringen.