
Logitech lancerer stor VRS-turnering med over en halv million kroner på højkant
Logitech G har annonceret en helt ny Counter-Strike-turnering, Logitech G Connect, som bliver afviklet på LAN i den polske hovedstad Warszawa fra den 17. til den 23. september. Turneringen får en samlet præmiepulje på cirka 660.000 kroner og bliver en del af Valves officielle VRS-system.
Turneringen arrangeres i samarbejde med Fantasyexpo og GAM3RS_X og får deltagelse af i alt 12 hold. Seks af holdene kvalificerer sig til slutspillet, som afvikles foran publikum i EXPO XXI-arenaen i Warszawa.
Vejen til hovedturneringen går gennem både åbne og lukkede kvalifikationer. De åbne kvalifikationer spilles den 22. og 23. august, mens de lukkede kvalifikationer afvikles fra den 27. august til den 5. september. Logitech har samtidig bekræftet, at turneringen bliver VRS-rangeret.
Ved hovedturneringen bliver de 12 hold fordelt i to grupper med seks hold i hver. Gruppespillet afvikles som et round robin-format, hvor alle kampe spilles som bedst af ét map. Gruppevinderne går direkte i semifinalerne, mens nummer to og tre i hver gruppe mødes i kvartfinalerne.
I forbindelse med annonceringen understreger Logitech G, at ambitionen med turneringen er at skabe en platform for nye hold, der jagter deres gennembrud. Ifølge Sebastiaan de Lange, Head of Gaming Europe hos Logitech G, er formålet at give flere hårdtarbejdende hold muligheden for at slå igennem - ikke kun de allerede etablerede navne.
Mere information om turneringen samt de åbne og lukkede kvalifikationer til turneringen kan findes via opslaget på X herunder.












