FalleN og FURIA er gået 3-0 ved IEM Cologne Major 2026. Det er tredje major i træk det sker for både FURIA og Spirit.

Spirit og FURIA går 3-0 for tredje major i træk

Lørdag spillede FURIA og Spirit sig videre til slutspillet ved majoren med en samlet 3-0-score, og det er tredje major i træk, at netop de to hold præsterer den bedrift.

For tredje major i træk er de samme to hold gået videre fra tredje stadie til slutspillet med en 3-0-score. Det står klart, efter 2-0-kampene ved IEM Cologne Major 2026 blev afviklet lørdag.

De to hold, der er tale om, er naturligvis FURIA og Spirit. Lørdag spillede de sig begge videre til slutspillet ved majoren i Köln, begge med en samlet 3-0-score. FURIA slog BetBoom i deres 2-0-kamp, mens Spirit besejrede 9z i deres.

Og det er altså, pudsigt nok, tredje major i træk, at netop de to hold går videre fra tredje stadie med en samlet 3-0-score. Det samme var tilfældet ved den forrige major i Ungarn, StarLadder Budapest Major 2025, samt ved sidste sommers major i USA, BLAST.tv Austin Major 2025.

Ved majoren i Austin sidste sommer gik FURIA 3-0 samlet ved at slå The MongolZ, Aurora og Virtus.pro, mens Spirit gik 3-0 efter at have besejret paiN, Lynn Vision og NAVI. I slutspillet røg de dog begge ud i kvartfinalerne, hvor FURIA tabte til paiN, mens Spirit tabte til MOUZ.

I Budapest for et halvt års tid siden slog FURIA NAVI, Imperial og G2 på vejen til deres 3-0-score og slutspilsplads, mens Spirit nedlagde Liquid, FaZe og MOUZ. Igen var det dog ikke besværet værd, da de alligevel røg ud inden finalen. FURIA tabte til NAVI i kvartfinalen, mens Spirit tabte til de senere vindere af turneringen, Vitality, i den ene semifinale.

Dermed var der måske noget om snakken, da NAVIs træner B1ad3 for nylig udtalte i et interview til HLTV, at de hold, der går 3-0, aldrig vinder majoren. Det passer i hvert fald meget godt på de to seneste majors, hvor Vitality gik videre med en 3-1-score begge gange, og de endte også med at vinde det hele begge gange.

Der er dog en lille forskel denne gang fra de tidligere majors, og det er, at alle kampe i tredje stadie denne gang har været BO3 - modsat ved de foregående majors, hvor de indledende kampe samt 1-0-, 0-1- og 1-1-kampene alle har været BO1.

FalleN og SK vandt ESL One Cologne to år i træk i 2016 og 2017. Foto: HLTV.
Spirit med donk, sh1ro og zont1x vandt IEM Cologne 2025. Foto: HLTV.

I Köln skal de to mandskaber altså nu modbevise B1ad3s påstand og bevise, at det er muligt at vinde en major efter at være gået 3-0 i tredje stadie.

For begge mandskaber er majoren denne gang dog også noget ekstra særligt, da den afvikles i Köln som IEM Cologne. Spirit er forsvarende IEM Cologne-mestre, mens FalleN to gange tidligere i karrieren har ført et hold helt til tops i Köln.

Tilbage i 2016 og 2017 vandt FalleN IEM Cologne - eller ESL One Cologne, som turneringen hed dengang - to gange i træk. Begge gange med SK Gaming.

Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.