
MASONIC skyder sig i POWER Liga-finalen efter vildt drama
Med en 2-1-sejr fuldendte MASONIC et vildt og uventet comeback lørdag eftermiddag og snuppede den sidste finalebillet ved POWER Liga-slutspillet i Odense.
Semifinalen bød på et intenst opgør mellem de to danske rivaler. Mens STATE på forhånd havde sikret sig en direkte billet til semifinalen ved at vinde deres gruppe, havde MASONIC haft en lang og udmattende fredag, hvor de måtte slide bravt for overhovedet at avancere.
Det udmattende program kunne mærkes på kampens første map, Nuke. Endnu engang måtte MASONIC ud i et map, hvor samtlige 24 ordinære runder skulle i spil. Denne gang tippede marginalerne dog over til modstandernes fordel, da STATE snuppede sejren med cifrene 13-11.
På kampens andet map lignede det for alvor en tidlig afgørelse, da STATE buldrede afsted og sikrede sig en solid 8-4-føring. Det gav dog blot MASONIC-holdet endnu mere blod på tænderne. På trods af at de tabte den efterfølgende pistolrunde, leverede de et comeback og tvang med en 13-10-sejr kampen ud i et tredje og afgørende map, Overpass.
Dramaet ville ingen ende tage på Overpass. Her startede STATE på den traditionelt stærke CT-side og bragte sig endnu engang foran med 8-4 inden sideskiftet. Men for anden gang i træk nægtede MASONIC at give op. Med en heroisk holdindsats kæmpede de sig hele vejen tilbage og lukkede det intense opgør med de utroligt tætte cifre 13-11.
Dermed har MASONIC fuldført miraklet og er finaleklar, hvor det rutinerede Washed-mandskab venter i kampen om POWER Liga-trofæet.
STATE har stadig en kamp tilbage, når de skal spille om tredjepladsen mod MASQ.























