
Slut med Sukkerzhok: IDA NexGen bænker én efter halvskuffende sæson
I midten af februar måtte MASONICs kvindehold, IDA NexGen, pludselig sige farvel til holdets kaptajn, Josefine, som valgte at stoppe karrieren.
Josefines pludselige farvel kom midt i sæson 31 af CEPTER Divisionerne, mens holdet fristede en tilværelse i toppen af CEPTER 4. Division A og kæmpede med om oprykning til CEPTER 3. Division.
Med hjælp fra KiTKaT lykkedes det dog alligevel holdet at rykke op. Efter sæsonen var overstået, præsenterede holdet KiTKaT på en permanent aftale som Josefines afløser, mens ramziiN også langt om længe blev en fast del af holdet efter at have hjulpet til over en længere periode.
Til sæson 32 af CEPTER Divisionerne blev IDA NexGen placeret i CEPTER 3. Division A. Her fik de en godkendt start på sæsonen, men med blot fire kampe tilbage er de placeret som nummer otte med 18 point efter 14 kampe. Og selvom de ikke er i fare for at rykke direkte ned, ligger de stadig på en af de fire relegation-pladser.
Med andre ord har de haft en halvskuffende sæson, og selv hvis de skulle ende med at redde sig helt fri, har det alligevel fået konsekvenser. De har nemlig valgt at bænke den 22-årige dansker, Sukkerzhok, der dog spiller sæsonen færdig med holdet. Det oplyste MASONIC torsdag eftermiddag i et opslag på X, hvor det også fremgår, at hun allerede blev bænket onsdag den 3. juni.
Hvor meget Sukkerzhok så egentlig når at spille i løbet af de fire sidste kampe, skal være usagt. Kigger man på holdets seneste kampe, er der dog ikke meget, der tyder på, at hun kommer i kamp igen for IDA NexGen. Her har holdet nemlig benyttet sig af stand-ins.
Først spillede de den 26. maj med svenske Emmsan i stedet for Ismo, og den 1. juni spillede de både med Emmsan og pullox i stedet for Ismo og Sukkerzhok. Ismo vendte dog tilbage den 2. juni, hvor hun var med i holdets seneste tre kampe, men her sad Sukkerzhok atter ude - i alle tre kampe - og igen var det Emmsan, der hjalp til.
IDA NexGen består nu af:
-
Ismo -
dewi -
ramziiN -
KiTKaT -
TonZZeR (Coach)
-- -
Sukkerzhok (Bænket)
Er Ismo også på vej væk?
Der tegner sig altså et billede af, at der stille og roligt var noget under opsejling hos IDA NexGen, og torsdag blev det bekræftet, da holdet annoncerede bænkningen af Sukkerzhok.
Hvem der bliver Sukkerzhoks afløser, melder historien ikke noget om. Tager man et kig på deres holdkort i CEPTER Divisionerne, fremgår det dog, at både Sukkerzhok og Ismo nu er angivet som stand-ins, mens svenske Emmsan og norske pullox fremstår som en fast del af holdet.
Skulle den 19-årige Emmsan gå hen og blive en fast del af holdet, ville det være lidt af et scoop. Emmsan har senest tørnet ud for BIG EQUIPA, som hun vandt den ottende og sidste udgave af ESL Impact League med i slutningen af sidste år, men hun er nu ledig på markedet.
Med den 26-årige pullox er situationen lidt anderledes, da hun ifølge HLTV allerede er en del af et andet hold, nemlig hindsight, som hun har spillet for de seneste ni måneder siden august sidste år.
Uanset hvad bliver det interessant at se, hvad der kommer til at ske hos IDA NexGen, om Ismo - ligesom Sukkerzhok - også er på vej ud af holdet, og om de ender med at hente en udlænding eller to ind i varmen.




















