
Chr1zN efter major-exit: "Det er vildt hårdt"
Dust2.dk i Köln.
Allerede på tredjedagen i IEM Cologne Major 2026 måtte vi sige farvel til Chr1zN og HEROIC, der blev sendt ud af Liquid i deres sidste kamp.
Den danske holdkaptajn tog ansvaret på sig og stillede op til det svære exit-interview med flere medier og satte også ord på den store skuffelse på dansk overfor Dust2.dk
Og for dem med begrænset data, eller som foretrækker det skrevne medie, så kan man selvfølgelig også læse interviewet her.
Kan du sætte ord på, hvilke følelser og tanker du står med nu her efter jeres major-exit?
Det er selvfølgelig vildt hårdt. Det er klart. Vi vidste godt, at vores form, her da vi kom ind i majoren, var lidt stram, og vi har ikke rigtig vist det, vi gerne ville i et stykke tid nu, så det er klart, at der skulle findes nogle nye kræfter her i major stage 1, og det bliver der bare ikke.
Og man kan sige, at "rightfully so" så ender vi med at gå 1-3. Jeg synes ikke, vi spiller op til noget, der kan kaldes et niveau, der er værdigt til at gå videre til stage 2 alligevel, så ja, det er egentlig fair nok.
Hvor skuffet er du over, at det ikke bliver til mere her i majoren?
Jamen det bliver nok ikke meget mere skuffende. Dag et er selvfølgelig super svær, når vi spiller super tæt med to hold, vi i virkeligheden skal slå any day of the week, så man kan sige, at det var overhovedet ikke godt nok, men det er også bare super ærgerligt, fordi det putter os i den her position, hvor vi skal sidde og kæmpe igennem tre bedst af tre'er, hvor alle andre hold også stadig er super dygtige. Så det er klart, vi sætter os ikke godt op allerede på dag et, og jeg tror den mentale kamp derfra er bare så hård og med de resultater vi har haft er det bare endnu sværere af den grund.
Jeg synes egentlig, vi spiller nogle ok runder i dag, men det er klart, at et par runder gør ikke nok, så nej det er vildt skuffende, og jeg er bare super ærgerlig over, at vi ikke har nosset os sammen til mere.
Efter de to nederlag på førstedagen fortalte HEROICs danske coach til Dust2.dk, at det var individuelle fejl og måske noget manglende selvtillig, der gjorde, at holdet ikke kunne komme i gang med at spille runderne, som de egentlig gerne ville.
Det nikker Chr1zN genkendende til og fortæller, at der er stor forskel på HEROIC til træning og i officielle kampe men gør klart, at det er et hold-problem og ikke enkelte spillere.
Ja, det er klart. Man kan sige, at det er der ikke nogen, der ved udover os, men der er en klar forskel om det er en pracc-kamp eller en officiel kamp, og det kan tydeligt mærkes, når det bliver intenst her til sidst i sådan nogle matchups, og der stepper vi bare ikke op, når det er nødvendigt, desværre.
Det er ikke nogen individuelt, som fejler, det er som hold, at vi ikke gør det godt nok, selvfølgelig. Det er noget, vi bliver nødt til at komme frem til en løsning på og gøre bedre næste sæson.
Det har været lidt kaotisk i HEROIC, siden du kom til, og særligt omkring jeres AWP-situation. Hvad skal der ske i næste sæson, og kan vi forvente udskiftninger hos HEROIC?
Det er klart, at det er noget, vi måske bliver nødt til at kigge mod. Vi bliver nok nødt til i hvert fald at evaluere på, om vi kan fortsætte sådan, og hvad der er muligt. Men igen, jeg er ikke i nogen position nu her, hvor jeg kan stå og sige ja eller nej.
Det er noget vi kommer til at tage, selvfølgelig, som majoren udvikler sig, og så må vi se, hvad der sker.
HEROIC har ikke nogle events i kalenderen, før næste sæson går i gang med BLAST Bounty 2026 Season 2 i slutningen af juli, og kan nu tage på sommerferie.



















