cadiaN fra OG har deltaget i en udsendelse hos TV 2 Echo, hvor han og streameren Wendel er på blind dating.

cadiaN på blind date med seks kvinder

Den danske OG-spiller har kastet sig ud i en noget anderledes udfordring end Counter-Strike, da han medvirker i en ny blind dating-udsendelse fra TV 2 Echo.

Mens de fleste kender cadiaN for hans præstationer på serveren, har den 30-årige dansker nu prøvet kræfter med noget helt andet.

I en ny udsendelse fra TV 2 Echo deltager han nemlig i et blind dating-format sammen med den danske streamer og tidligere League of Legends-spiller Wendel.

Udsendelsen, som har fået titlen "Blind Dating m. Wendel & cadiaN", varer 46 minutter og er blevet udgivet på TV 2 Echos YouTube-kanal. Her skal de to gaming-profiler gennem flere runder forsøge at finde frem til den kvinde, de helst vil møde ansigt til ansigt.

Om konceptet skriver TV 2 Echo, at formålet er at undersøge, om gamere egentlig ved, hvad de falder for, når det visuelle aspekt fjernes. Undervejs får cadiaN og Wendel gradvist mere information om de seks deltagere, inden de løbende skal vælge kvinder fra, indtil de står tilbage med deres endelige valg.

Det er ikke første gang, at cadiaN medvirker i indhold uden for Counter-Strike-serveren. Sidste sommer gæstede han blandt andet den danske streamer Søndergaard i videoen "Gæt den rigtige gamer", hvor de sammen skulle gennemskue, hvilke deltagere der rent faktisk var gamere.

Selvom fokus denne gang er kærlighed frem for headshots, viser deltagelsen endnu en gang, at den danske OG-spiller gerne siger ja til projekter uden for esportens traditionelle rammer.

Faktaboks

Danske CS-spillere i dating-programmer

Det er i øvrigt heller ikke første gang, at en dansk Counter-Strike-spiller deltager i et datingrelateret program.

Tilbage i foråret 2024 medvirkede den tidligere Tricked-spiller Shahata i TV 2-programmet 'Bachelorette', og i efteråret sidste år deltog den tidligere divisionsspiller sNEAKY i 'Love Island', som han endda gik hen og vandt.

Tilbage til cadiaN, så har han været særdeles aktiv på de sociale medier på det seneste, samtidig med at han fortsat er aktiv som professionel Counter-Strike-spiller.

På serveren tørner cadiaN fortsat ud som IGL for OG, der hentede ham i november sidste år efter fire måneder på bænken hos Astralis. Tidligere i karrieren har den danske kaptajn blandt andet også spillet for HEROIC og Liquid.

Derudover gæstede cadiaN for øvrigt også Dust2.dk's fødselsdagsshow i sidste uge i forbindelse med Dust2's 10-års fødselsdag den 29. juni. Se eller gense hele fødselsdagsshowet lige her.

Se hele udsendelsen, hvor cadiaN er på blind dating, herunder.

Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.