ZywOo modtager sin 31. MVP og er nu 10 foran s1mple

ZywOo er MVP ved IEM Rio 2026.

Så er vi tilbage til normalen.

Efter at ropz sikrede sig en MVP ved BLAST Open Rotterdam 2026 som den første Vitality-spiller nogensinde, der ikke går under navnet ZywOo, så er vi nu tilbage ved det gamle i IEM Rio 2026.

Det franske fænomen tilføjer sin 31. MVP til samlingen i Rio de Janeiro med en rating på vanvittige 1,39 for hele turneringen og 1,36 i finalen - en my under ropz.

Turneringens højst ratede spiller blev m0NESY med 1,48 over 11 maps, men nederlaget til Spirit i semifinalen holdt ham fra at være i konkurrence med ZywOo om medaljen.

ZywOo udbygger sin historiske føring i MVP-kåringer, hvor han nu har hele 10 ned til sin nærmeste efterfølger, s1mple, på 21. Danmarks bedste spiller gennem tiderne, device, kommer ind på en tredjeplads med 19 styks.

Den værste kamp for ZywOo i turneringen kom ikke overraskende i nederlaget til Falcons i gruppespillet, hvor han også havde sit eneste map i rødt på Nuke, selvom han endte mappet med en K-D på 19-19.

Det slog dog ikke ZywOo ud, snarere tværtimod. Hans næste map var turneringens bedste med 30 kills på Mirage i kvartfinalen mod NAVI.

MVP'erne i 2026 er:

  • BLAST Bounty 2026 Season 1: NiKo (Falcons)

  • IEM Kraków 2026: ZywOo (Vitality)

  • PGL Cluj-Napoca 2026: ZywOo (Vitality)

  • ESL Pro League Season 23: makazze (NAVI)

  • BLAST Open Rotterdam 2026: ropz (Vitality)

  • PGL Bukarest 2026: cmtry (FUT)

  • IEM Rio 2026: ZywOo (Vitality)

Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.