slaxz- og M80 erstatter Liquid ved Gamers Assembly Festival 2026.

M80 erstatter Liquid ved fransk LAN-turnering før major-cutoff

Liquid har valgt at trække sig fra Gamers Assembly Festival 2026 og bliver i stedet erstattet af amerikanske M80, der jagter en majorplads.

Når CS-turneringen ved den franske LAN-turnering med VRS-point på højkant, Gamers Assembly Festival 2026, løber af stablen fra den 4. til 5. april, bliver det alligevel uden Liquid på deltagerlisten.

Liquid var ellers det første - og hidtil eneste - markante navn, der var blevet annonceret til turneringen.

I stedet træder amerikanske M80 ind i turneringen. De er ifølge CSLANS.com det eneste store navn i feltet, som indtil videre primært tæller lokale hold.

M80 kæmper en desperat kamp for at kvalificere sig til sommerens major i Köln, og det er formentlig derfor, de har valgt at deltage i turneringen i Frankrig.

Det amerikanske hold er stadig i spil til en af de sidste majorpladser fra den amerikanske region, men de er under pres frem mod cutoff-datoen den 6. april. Voca gik i weekenden forbi dem med sejren ved Fragadelphia York 2026, mens Liquid også kan nå at overhale dem - hvilket vil sende M80 ud af kampen om de sidste pladser i majorens første stadie.

Netop Liquid, som altså har trukket sig fra den franske LAN-turnering, er dog heller ikke helt sikret en majorplads endnu. De har i stedet valgt at fokusere på DraculaN Season 6, hvor de deltager, når slutspillet skydes i gang mandag den 30. marts.

Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.