
Tauson skal til Malta efter storsejr over Aurora
Endnu en dansker er klar til slutspillet ved BLAST Bounty.
Lørdag aften har Tauson og resten af GamerLegion nemlig sluttet sig til Chr1zN og HEROIC i slutspillet, efter at de har besejret Aurora med 2-1.
Aurora-mandskabet fik ellers den bedste start opgøret, da de gik til pause foran med 8-4 på CT-siden af Inferno, som endda var GamerLegions valgte map.
Efter pausen fik Tauson og kompagni til gengæld gang i maskineriet og sørgede for, at mappet skulle afgøres i overtid, hvor de endte med at løbe med sejren.
Tyrkerne svarede dog stærkt igen på Dust2, hvor de efter en stærk T-side sikrede sig otte runder. GamerLegion vandt en håndfuld runder efter sideskiftet, men Aurora lukkede, inden det blev alt for tæt.
Kampen skulle derfor afgøres på Mirage, hvor det for første gang var GamerLegion, der dominerede i første halvleg, efter at de vandt hele ti runder på T-siden. Det var derfor bare et spørgsmål om tid, før de fik lukket mappet.
Sejren skyder GamerLegion i slutspillet, hvor HEROIC og Liquid allerede venter, efter at de kvalificerede sig tidligere på dagen.























