
raalz kæmper forgæves: 9INE ude af StarSeries-turnering
Danskerholdene OG og 9INE er begge færdige ved StarLadder StarSeries Fall 2025. Det er facit, efter at kampene i turneringens første runde af lowerbracket er blevet spillet.
Tidligere på dagen sendte ukrainske B8 Chr1zN og nicoodoz' OG hjem fra turneringen i Ungarn efter et imponerende comeback, og nu følger raalz og kraghens 9INE samme skæbne, da de tabte til spanske Gentle Mates.
Kampen mellem 9INE og Gentle Mates startede på 9INEs mapvalg, Ancient. Her var det helt lige ved pausen, 6-6, men efter pausen overtog Gentle Mates kontrollen og sikrede sig mapsejren med 13-6.
På det andet map, Nuke, som Gentle Mates havde valgt, kom 9INE bedre med og havde muligheden for at lukke mappet. Danskerne førte både 7-5 ved pausen og 10-5 undervejs i anden halvleg.
Men raalz og co. formåede ikke at lukke kampen, og Gentle Mates kom tilbage. De spillede sig foran 12-10 og lukkede opgøret to runder senere med en 13-11-sejr.
9INE lider dermed samme skæbne som OG og kan nu pakke kufferterne og rejse hjem fra Ungarn. Gentle Mates er til gengæld klar til lowerbracket-semifinalerne, hvor de møder taberen af opgøret mellem NIP og PARIVISION.
Mens kraghen leverede en skuffende indsats mod Gentle Mates, var hans landsmand og kaptajn, raalz, til gengæld 9INEs bedste spiller i opgøret med en rating på 1,05.
Kampens bedste spiller blev MartinezSa, der stod for 38 kills og endte med en rating på 1,40. Han og resten af Gentle Mates-holdet kan nu gøre sig klar til endnu en svær "vind eller forsvind"-kamp lørdag.
Hvem Gentle Mates møder lørdag, afgøres inden længe, da mødet mellem NIP og PARIVISION i skrivende stund står klar til at blive sat i gang.