Tilmelding til POWER Ligaen lukker
13D : 11T : 10M : 05S
Pimp leverede i søndags sit livs præstation.

Fra 132 kg til Ironman - Pimp gennemførte på 9 timer og 9 minutter

Den danske ekspert, Pimp, realiserede søndag et løfte til sig selv og inspirerede samtidig gamere verden over.

Søndag den 17. august gennemførte den danske CS-ekspert og analytiker, Pimp, Ironman Copenhagen 2025 på imponerende 9 timer, 9 minutter og 12 sekunder.

Og han gjorde det ovenikøbet på trods af, at han i dagene op til havde været syg med feber og influenza-lignende symptomer.

Den 30-årige dansker delte kort efter sin store præstation et følelsesladet opslag på X, hvor han blandt andet skrev:

I AM AN IRONMAN!!

Jeg færdiggjorde det, jeg begyndte for mere end 10 år siden - et løfte, jeg lavede til mig selv.

Fra at være en ung, overvægtig rod på 132 kilo til at blive Ironman, er langt mere end jeg nogensinde havde troet muligt.

Pimp fortalte også, at han tidligere hadede sit eget spejlbillede og de fysiske begrænsninger, han kæmpede med. Men søndagens Ironman markerede afslutningen på en personlig rejse:

Jeg håber - og jeg ved - at jeg har inspireret en masse gamere, som har følt det samme. Selv 10 år efter mit vægttab skriver folk til mig for at få hjælp. Stop aldrig. Jeg ville ønske, jeg havde haft den mulighed dengang.

Hele Pimps opslag, som han lagde ud senere søndag efter at have gennemført den benhårde Ironman, kan læses her:

Overgik alle forventninger

Ironman-løbet blev endda gennemført under svære betingelser. Pimp afslørede, at han næsten ikke stillede til start, da han havde været syg med feber i en uge.

Først dagen før løbet forsvandt feberen, men han stillede alligevel op - og leverede et resultat, der rakte til 27. pladsen ud af 313 i sin aldersgruppe og en 129. plads ud af 2025 deltagere samlet.

Mandag fulgte han op på X med de officielle delresultater:

Jeg vil aldrig glemme gårsdagens (søndagens, red.) følelser - hvilken dag!

9 timer. 9 minutter. Og 12 sekunder.

  • Svømning: 1t13m (01:52/100m)

  • Cykel: 4t34m46s (39,08 km/t)

  • Løb: 3t11m41s (04:30/km)

Som det fremgik i hans opslag fra søndag, overgik han altså alle forventninger:

Selve løbet overgik alle forventninger. Jeg var tæt på slet ikke at stille til start, da jeg havde været nede med influenza i syv dage. Først i går aftes (lørdag aften, red.) lagde feberen sig, og i morges (søndag morgen, red.) gik jeg ind til løbet med tanken om blot at gøre mit bedste for at gennemføre.

Allerede 24 timer efter triumfen i København satte Pimp sig på et fly mod Saudi-Arabien. Her skal han fra onsdag til søndag, den 20. til 24. august, dække Esports World Cup 2025 som ekspert.

Complexity-manager gennemførte også

Pimp var ikke den eneste fra Counter-Strike-scenen, der deltog i Copenhagen Ironman 2025.

Complexitys holdmanager, messioso, stillede også til start - i øvrigt med et humoristisk opslag på X, hvor han skrev:

Hi, I’m Johnny Knoxville. Welcome to Jackass, ledsaget af et billede med hans startnummer.

Med startnummer 2143 kæmpede briten sig igennem den krævende disciplin og krydsede målstregen efter 14 timer og 33 minutter - næsten fem og en halv time efter Pimp.

Dust2.dks amerikanske søsterside, Dust2.us, skrev efterfølgende i et opslag på X:

Tillykke til messioso med at have gennemført Copenhagen Ironman Marathon på 14:32:59! Han slutter sig til Pimp i at have præsteret denne imponerende bedrift!

messioso var selv mere kortfattet i sit opslag efter at have gennemført den hårde begivenhed. Her nøjedes han med at dele en GIF af Marvel-superhelten Iron Man.

Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.