
s1mples hold og Tricked nærmer sig slutspillet i onlineturnering
Det begynder at spidse til i gruppespillet i onlineturneringen Exort The Proving Grounds Season 3, hvor s1mple debuterede for sit nye hold, BC.Game.
Torsdag afgøres de første to pladser i slutspillet, når de to afgørende "3-0"-kampe spilles. Samtidig skal de første to hold forlade turneringen, da også "0-3"-kampene afvikles denne dag.
De to "0-3"-opgør er Nexus mod GUN5 samt ECLOT mod Metizport. Mødet mellem rumænske Nexus og russiske GUN5 åbner ballet torsdag, mens ECLOT mod Metizport følger fra omkring klokken 16:00.
Allerede omkring klokken 13:00 spilles dagens første "3-0"-kamp, hvor s1mples BC.Game møder serbiske Partizan i kampen om en direkte plads i slutspillet.
s1mple fik sin debut for BC.Game i søndags, hvor holdet besejrede russiske CYBERSHOKE 2-1. Tirsdag fulgte de op med en sikker 2-0-sejr over Spirit Academy, hvor s1mple for første gang topfraggede i sin nye trøje.
Dagens sidste "3-0"-kamp spilles cirka klokken 19:00, hvor danske Tricked møder polske Betclic.
Vinderen går direkte videre til slutspillet, mens taberen må en tur forbi "2-1"-kampene for endnu en chance for avancement.
Turneringens fire "1-1"-kampe afvikles alle fredag. Her skal raalz og kraghens 9INE blandt andet i kamp. De skal op imod russiske HOTU.