
Tricked indleder CCT-turnering med sejr
CCT Season 3 Europe Series 4 blev skudt i gang tirsdag, efter at den lukkede kvalifikation blev afsluttet mandag.
To danske hold, Sashi og Tricked, er med i gruppespillet og har allerede spillet deres første kamp - med vidt forskellige resultater til følge.
Sashi var i aktion tirsdag aften mod det danskprægede 9INE med raalz og kraghen på holdkortet. Her måtte Sashi se sig slået 2-1 samlet.
Sashi startede ellers godt med en kneben 13-11-sejr på Ancient, men herefter var 9INE en smule skarpere. De tog Nuke med 13-10 og lukkede serien med en 13-11-sejr på Inferno.
Onsdag var det så Trickeds tur til at træde ind i turneringen. Her stod de overfor ARCRED, som de besejrede i overbevisende stil.
Tricked var i fuld kontrol fra start til slut - både på ARCREDs map, Overpass, og derefter på deres eget, Inferno. Danskerne vandt henholdsvis 13-5 og 13-6.
salazar og valde var kampens helt store profiler. Begge sluttede med en score på 28-18 og præcis samme rating: 1,31.
Det er endnu uvist, hvem de to danske hold møder i næste runde. Tricked tager del i den ene af fire "1-0"-kampe, mens Sashi skal i kamp i en af "0-1"-kampene.
CCT Season 3 Europe Series 4 løber frem til den 10. august. Danskerholdene OG og fnatic deltager også, men først fra slutspillet.