Efter sejren over HEROIC fangede Dust2.dk sjuush fra NIP.

sjuush om store turneringer: "Det betyder mere for mig nu end tilbage dengang"

Ovenpå NIPs sejr over HEROIC onsdag, på dag ét ved IEM Cologne, tog Dust2.dk en snak med sjuush.

Dust2.dk til IEM Cologne

Danskerholdet NIP, der har de to danskere Snappi og sjuush på holdkortet, fik den bedst tænkelige start på IEM Cologne 2025, da de onsdag besejrede HEROIC i de to mandskabers første kamp i Köln.

Det var ellers HEROIC, der lagde bedst fra land og snuppede NIPs mapvalg, Nuke, med cifrene 13-10. Men Snappi, sjuush og resten af NIP-mandskabet kom stærkt tilbage og sikrede sig sejren i serien med to 13-9-sejre på henholdsvis Overpass og Ancient.

Efter opgøret fangede Dust2.dk den ene af NIPs to danskere, sjuush, til en snak.

Vi stak en mikrofon i hovedet på den 26-årige NIP-spiller, og spurgte indledningsvis ind til den gode start på turneringen, hvortil han svarede:

Det føles nice. Man kan godt lige mærke, at man lige skulle i gang igen. Også nu, hvor det er, at det er lidt nyt, og selve den måde, vi spiller på er også lidt anderledes, i forhold til da vi havde arrozdoce med.

Så det er i hvert fald noget nyt at have Kacper (xKaspersky, red.) med, men han er virkelig dygtig. Jeg føler, at det hjælper også meget til vores spil. Så det er også bare fucking nice at starte ud med en sejr. Det gør det lige lidt nemmere.

Nu siger du, det er nyt med xKacpersky i stedet for arrozdoce. Hvad er det, I har ændret?

Nu har vi én, der tør at tage lidt mere plads og er aggressiv. Han er lidt ligeglad. Han flyver bare rundt og er rigtig stærk aimmæssigt. Han er også rigtig god til at kommunikere og hive os rundt. Hvis vi skal lave nogle pushes, så pusher han også bare.

Så han er lidt ligeglad med at løbe først. Og så er et fun fact, han gider ikke have bomben, men så længe han ikke har bomben, så er han klar på bare at flyve rundt.

En særlig turnering

Den erfarne NIP-dansker er tilbage i Cologne - en turnering, han har deltaget i flere gange, senest sidste år med HEROIC, hvor play-in-stadiet blev endestationen.

IEM Cologne er kendt som en af de mest traditionsrige og prestigefyldte turneringer i Counter-Strike-kalenderen - og det mærkes tydeligt, også for sjuush:

Man kan sagtens mærke, at der er kæmpe forskel. Selv når man bare kommer til hotellobbyen, så ved man bare, der er styr på tingene i forhold til alle de andre turneringer, vi har været til her i år, der har været lidt mindre, hvor alting er ikke lige så seriøst i hvert fald. Der er altså ikke styr på tingene i forhold til her, hvor der bare er styr på det hele.

Man kan også mærke, at man er meget mere hypet, når man så endelig kommer til det, også når man har kæmpet så hårdt for det. Jeg kan godt mærke, at det betyder også mere for mig nu end måske tilbage dengang, hvor man blev inviteret til alting; at man nu har fortjent det sådan lidt mere.

Selvom sjuush og co. stadig er i gang med at finde hinanden med den nye konstellation, er målet klart for ham og resten af NIP, hos hvem ambitionerne er intakte.

Vi tager egentlig bare én kamp ad gangen, men vi regner med at gå videre. I hvert fald 100 procent. Nu har vi ikke så lang tid til at gøre noget, men ud fra det vi har gjort i practice, så synes jeg, at det har været rigtig godt. Så jeg ser ikke nogen grund til, hvorfor vi ikke skulle gå hele vejen.

NIP spiller igen torsdag klokken 16:00, hvor de møder franske 3DMAX. Vinderen af opgøret går direkte videre til hovedturneringen, mens taberen må i aktion igen fredag i en "vind eller forsvind"-kamp mod enten Complexity eller TYLOO.

Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.