
AAB ER I FINALEN I ENGLAND
AaB fortsætter med at overraske, imponere og spille fuldstændig fantastisk.
Det danske hold med de to tidligere 2. divisionsspillere er i finalen ved det britiske LAN Intel epic45 i Kettering, England.
Det var en hård affære mod Iberian Soul i upperbracket-finalen, hvor AaB vandt i allersidste runde i den regulære spilletid på tredje og afgørende map Inferno efter en vaskeægte holdindsats.
Se vinderøjeblikket og den efterfølgende jubel her:
Det skulle da også gerne være en udfordring for AaB, for Iberian Soul ligger nummer 37 i verden på Valves rangliste, mens AaB nu har sneget sig op som nummer 85 i verden efter deres stærke run i Kettering. Inden det britiske LAN gik i gang var de helt nede på 225. pladsen. Dermed har AaB allerede opnået målet om at komme i top 100 i verden, som det blev meldt ud, da de indgik samarbejde med Preasy.
Iberian Soul er desuden rygtet til at blive samlet op af den franske organisation Gentle Mates.
Finalen i Intel epic45 spilles søndag klokken 14:00 dansk tid.
Her kan AaB møde enten Alliance, NXT eller Iberian Soul. Alliance og NXT spiller lowerbracket-finale i aften, mens Iberian Soul møder vinderen af den kamp i en consolidation-finale søndag formiddag klokken 10:00.
Der er lige over 15.000 kroner til vinderen af Intel epic45, mens andenpladsen må nøjes med omtrent halvdelen.