
Stor asiatisk turnering vender tilbage
Den kinesiske turneringsarrangør, Hero Esports, har annonceret, at Asian Champions League (ACL, red.) vender tilbage i 2026 med en samlet præmiepulje på hele 957.000 kroner. Turneringen bliver dermed den anden udgave af ACL i Counter-Strike 2-regi, og skal samle nogle af de bedste asiatiske hold.
Turneringen afvikles på LAN i Kina og løber fra slutningen af april til midten af maj. Den lukkede kvalifikation spilles fra den 29. april til 3. maj, mens selve slutspillet finder sted fra 11. til 17. maj.
16 hold kvalificerer sig til hovedturneringen via den asiatiske VRS-rangliste, mens de sidste pladser i den lukkede kvalifikation skal findes gennem åbne kvalifikationer, der løber fra januar til marts. Her afholdes der åbne kvalifikationer i Kina, Oceanien, Sydøstasien og resten af Asien, hvor 11 hold går videre til den lukkede del.
Første udgave af turneringen blev spillet i maj i år og bød blandt andet på TYLOO, Lynn Vision, FlyQuest og The Huns. Det var TYLOO, der løb med titlen, 638.000 kroner og en plads ved Esports World Cup 2025.
Spørgsmålet er dog, hvor stærkt et felt næste års udgave får. Turneringen kolliderer nemlig med to store tier 1-events, PGL Astana (9.-17. maj) og IEM USA (11.-17. maj), som potentielt kunne tiltrække nogle af de bedste asiatiske hold.