aNdu er ikke længere en del af GamerLegion.

Tausons hold fritstiller estisk spiller

Estiske aNdu er endegyldigt færdig i GamerLegion. Spilleren er blevet fritstillet og søger nu nye græsgange.

Tilbage i september sidste år satte GamerLegion den 20-årige estiske spiller aNdu på bænken. Hans erstatning blev danskeren Tauson.

Efter godt en måned på bænken blev aNdu sendt videre til CPH Wolves på et lejeophold. Han tørnede ud for CPH Wolves frem til slutningen af marts i år, hvor holdet sendte ham retur til GamerLegion.

I GamerLegion var der dog ikke meget at vende tilbage til. Han røg direkte tilbage på holdets bænk, hvor han har siddet lige siden.

Nu er tiden som bænkevarmer hos GamerLegion dog langt om længe slut for den unge estiske spiller.

Således annoncerede han selv fredag i et opslag på X, at han er blevet fritstillet og nu er fri til at søge nye græsgange.

aNdu fik godt og vel fem måneder i GamerLegion-trøjen. Han kom til fra organisationens daværende akademihold, GL Academy, hvor han forinden havde spillet i cirka fem måneder. Før han kom til GamerLegion, havde han blandt andet spillet for de estiske hold Levadia og sYnck.

GamerLegion består af:

  • Sverige ztr

  • Danmark Tauson

  • PR

  • Sverige REZ

  • ash (Coach)
    --

  • volt (Bænket)

  • sl3nd (Bænket)

Så sent som i den forgangne uge hjalp aNdu til hos mixholdet fish123, da de vandt onlineturneringen United21 League Season 33 med en finalesejr over danske Kronjyllands Esport.

For GamerLegion betyder aNdus afgang dog ikke det store, da han alligevel ikke var en del af holdets fremtidsplaner.

Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.