
Tidligere Aurora-hold henter turneringssejr
I begyndelsen af april måned valgte den russisk-serbiske organisation, Aurora, at bænke deres nu tidligere russiske hold. Kort tid efter annoncerede de højest overraskende det tidligere Eternal Fire-hold, som deres nye mandskab.
Selvom det tidligere Aurora-hold blev fravalgt af organisationen, så valgte de dog at blive sammen. Og der gik ikke længe inden de blev præsenteret under et nyt navn: Astrum.
Under det nye navn og logo har holdet hentet en række blandede resultater i diverse onlineturneringer. Først i tirsdags kom forløsningen, da de vandt deres første turnering under Astrum-banneret. Holdet strøg helt til tops i onlineturneringen YaLLa Compass 2025 Contenders 1.
Undervejs i turneringen tabte de kun én enkelt kamp. Det var i gruppespillet, imod landsmændene PARIVISION, som de senere hen - i semifinalerne - tog revanche imod og besejrede.
I finalen slog de ukrainske Passion UA med samlet 2-0. Finalen endte 13-6 på ukrainernes map, inden Astrum lukkede ballet med en overtidssejr på 22-20 på deres eget map, Train.
Turneringssejren i YaLLa Compass-turneringen indbragte Astrum-mandskabet 66.000 kroner og en pæn håndfuld VRS-point.
Sashi var det eneste danske hold, der deltog i turneringen. De røg ud i kvartfinalerne til PARIVISION.
Astrum består af:
-
Norwi
-
KENSI
-
clax
-
Patsi
-
gr1ks
-
Xoma (Coach)