
Sashi rammer slutspillet
Med to sejre på en varm torsdag kunne Sashi-mandskabet glæde sig over at have kvalificeret sig til både et slutspil og en hovedturnering.
Torsdag den 8. maj spillede Sashi to afgørende kampe, som kunne sikre dem billetter til et slutspil samt videre avancement fra den lukkede kvalifikation.
Først stod de overfor Zero Tenacity i den lukkede kvalifikation til YaLLa-turneringen. Her vandt de 2-0. Først med 13-9 på Anubis, og derefter efter en dramatisk kamp på Mirage, hvor de smed fem matchbolde, inden de lukkede kampen i anden overtid med 19-17.
YaLLa Compass Contenders 1 starter den 12. maj.
I Rainbet Cup spillede Sashi sig igen videre på dramatisk vis mod finske JANO. Efter at have tabt det første map, kæmpede de sig tilbage og tog kampen ud i et tredje og afgørende map.
Her var alt håb næsten ude, da de var bagud 6-12. Men Zyphon leverede på højt niveau, og Sashi kæmpede sig tilbage til 12-12. Endnu en gang blev det afgjort i overtiden, hvor de vandt 19-17.
Dermed er de klar til slutspillet i Rainbet Cup, hvor gruppe A nu er afgjort. I samme gruppe spillede GUN5 sig også videre.
Fire hold er inviteret til slutspillet, mens de sidste to deltagere skal findes i gruppe B, hvor både ENCE og 9INE kæmper om de sidste pladser.
Slutspillet i Rainbet Cup starter den 14. maj.