
FaZe er klar til slutspillet efter overtidsdrama
Det var ikke altid lige kønt, men FaZe klarer skærene 2-0 mod FlyQuest og er videre til slutspillet i Brøndby.
På første map blev en 9-3 føring til 12-9, før de til sidst lukkede mappet så sent som muligt 13-11.
Nøjagtig samme start fik karrigans tropper på Nuke, denne gang var det bare på T-siden at de kunne gå til pause med en føring på 9-3.
Vexite gav FlyQuest en nødvendig pistolrunde i anden halvleg med fire kills og en leg omkring bomben med broky.
Men ligesom i første halvleg, hvor FlyQuest også vandt pistolen, så blev lykke hurtigt til ulykke, da FaZe brød dem i anden runde. Denne gang blev det dog ikke til en stime af runder for karrigan, for FlyQuest formåede at vende næste runde til deres fordel.
Herefter var det en lang og sej kamp for regali og australierne, men langsomt fik de runderne på tavlen, og til sidst lykkedes det at bringe mappet helt ud i overtid.
Og nu var momentum på deres side, og de kom også på map point først ved stillingen 15-14, men FaZe er ikke et hold, der bare giver op.
Så frem og tilbage gik det, og overtid blev til overtid, blev til overtid. Til sidst lykkedes det FaZe at vinde alle tre runder på CT-siden i tredje overtid og dermed sætte sig selv op til at lukke mappet og kampen 22-18.
Med dette resultat slutter FlyQuest sig til paiN som de to hold, der blev skilt fra i gruppespillet.
karrigan og FaZe går videre til kvartfinalen, hvor de møder MOUZ fredag eftermiddag.