
HEROIC smadrer hjemmebanehold
I øjeblikket spiller fire europæiske mandskaber mod fire asiatiske ved MESA Nomadic Masters Spring i Mongoliets hovedstad Ulan Bator.
Tidligere i dag blev turneringen skudt i gang, hvor SAW fik vist, at Europa stadig er foran Asien, og lidt senere gjorde HEROIC det samme.
I dagens anden åbningskamp ved den mongolske turnering vandt HEROIC-mandskabet nemlig med 2-0 over hjemmebaneholdet Chinggis Warriors.
Opgøret startede på Nuke, hvor det ellers til at starte med lignede en potentiel spændende kamp, da HEROIC kun var foran med to runder ved pausen. Efter pausen vandt mongolerne tre runder, inden HEROIC lukkede med cifrene 13-8.
Det var derimod en helt anden historie på Dust2, hvor SunPayus og kompagni vandt med 13-5 efter at have været foran med intet mindre end 10-2 ved pausen.
I løbet af de bliver de to sidste kampe i første runde af swiss-gruppespillet afviklet, og i morgen skal HEROIC så møde et af de andre 1-0-hold.