Counter-Strikes popularitet fortsætter med at vokse
Counter-Strike 2 bliver ved med at slå rekorder.
I april har spillet nemlig nået nye højder og har med mere end 1,6 millioner spillere på samme tid slået rekord for flest aktive spillere på samme tid, siden CS2 blev udgivet i slutningen af september 2023.
Det viser nye tal fra hjemmesiden Steam Charts.
Det stopper dog ikke med at imponere her, da de 1,6 millioner er tredjeflest nogensinde i den samlede historie for CS:GO og CS2, hvilket altså vidner om, at spillet langt fra er ved at dø, selvom mange gang på gang melder om det store problem med snydere, der er i spillet i øjeblikket.
De flotte tal i spillets brugere er dog ikke kun for aktive spillere på samme tidspunkt, da også det gennemsnitlige antal spillere har set stor fremgang. Her har vi i de seneste 30 dage haft et gennemsnit på mere end 896.000 spillere. Det er det højeste siden september 2023.
De stigende spillertal er ikke det eneste, der er positivt for Counter-Strike i øjeblikket. Major-finalen i København den 31. marts var nemlig den tredjemest sete nogensinde.
Generelt set har 2024 været et godt år for Counter-Strike 2 med fremgang i antallet af spillere hver måned siden januar.