
Heroic spiller sig tættere på slutspillet
Heroic er nu blot én kamp fra slutspillet, efter de mandag formiddag gjorde det af med Nouns i gruppe D's åbningskamp ved Thunderpick World Championship.
Det var et formstærkt Nouns, der mødte op på serveren med hele 15 sejre i træk, men Heroic viste fra starten af opgøret, at de var en noget anden kaliber end de hold, Nouns tidligere havde slået.
På Nuke var det TeSeS, der førte an og var med til at sikre mappet 13-5, og herefter skulle de to duellanter ud på Mirage.
Her var det en noget mere jævnbyrdig affære gennem hele mappet, og i sidste ende var det Nouns, som tog mappet 13-11.
Afgørelsen skulle derfor ske på Vertigo, og her var klasseforskellen igen tydelig.
Endnu engang var det TeSeS, som trådte i karakter, ligesom sirah også viste fine takter. Heroic satte sig fuldstændigt på mappet, som blev vundet 13-4, og dermed kunne Heroic snuppe sejren 2-1.
Sejren sender Heroic videre til avancementskampen fra gruppe D, hvor enten FURIA eller BIG venter tirsdag.