"Det er jo bare med ikke at have noget liv"
Jabbi og Heroic fik en nem start på ESL Pro League, men det kan meget vel gå hen og blive den sidste turnering, der bliver spillet i CS:GO, før CS2 udkommer og scenen skifter til det nye spil.
Men selvom det muligvis er lige om hjørnet, så har Jabbi ikke spillet meget CS2, men han er udmærket klar over, hvad det personligt kræver, når skiftet til det nye Counter-Strike kommer.
Jeg har egentlig mest bare set det, og holdt mig opdateret med de ting, der bliver fundet og sådan noget. Det er jo vigtigt allerede at holde sig lidt i gang, ikke?
Når det kommer helt, så er det jo bare med ‘ikke at have noget liv’, og så bare sidde på værelset og spille, jeg ved ikke hvor mange timer på en dag, så du også bliver god til det, og sørger for at du kender alting. Hver eneste kamp, du kommer til at spille, kommer der nærmest til at ske noget nyt, du lægger mærke til.
Og den unge danske stjerne glæder sig faktisk til at posen bliver rystet med CS2, selvom han har nydt stor succes med Heroic i CS:GO.
Jeg synes, det er fedt. Jeg tror, det kommer til at blive fedt. Jeg har set mange, der skrev CS:GO også var rigtig dårligt i den beta, da de havde den. Så jeg tænker at CS2 bliver rigtig godt, jeg glæder mig til at komme i gang med det.
Jeg føler det er et godt sted for os, fordi vi er 5 spillere, der er rigtig motiverede og gerne vil bruge tid på det, så jeg tror det kommer til at være en god ting for os.
Lige nu er den eneste turnering i kalenderen, som helt sikkert bliver spillet i CS2, majoren i København til næste år.
Der er derfor ekstra meget pres på de danske hold til at få en god start i CS2.
Ja, det tror jeg nærmest alle har (blikket rettet mod majoren i København, red.), men det kræver jo lige meget hvad, at du lægger timerne, ellers så tror jeg sgu, der er mange, der kommer til at overhale dig. Så ja, vi har selvfølgelig ikke lige snakket om noget mål, men det vil jo være en kæmpe ting at komme til Majoren i København.