
BLAST og ESL kommenterer på partnerskaber
Tidligere på dagen meldte Valve ud, at de vil gøre op med lukkede økosystemer og partnerskaber indenfor Counter-Strike.
Det har scenens to vigtigste turneringsarrangører, ESL og BLAST, nu reageret på.
BLAST har sendt en pressemeddelelse ud, mens ESL's senior vicepresident, Ulrich 'theflyingdj' Schulze, har svaret på ESL's vegne.
BLAST forsikrer om, at de vil blive ved med at være en del af tier 1 CS, og at der vil komme flere informationer ud omkring resten af sæsonen i 2023 og de kommende sæsoner i 2024, der altså ikke er underlagt de nye regler endnu.
Ulrich Schulze konstaterer også, at ændringerne først træder i kraft i 2025.
Han fortæller desuden, at ESL kommer til at dele indtægterne med alle de deltagende hold i stedet for kun partnerhold fra 2025 af.
Den tredje store spiller på scenen er PGL, der afholdte majorne i Antwerpen og Stockholm og som står for den første major i Counter-Strike 2 i København til næste forår.
Her melder PGL's CEO, Silviu Stroie, kort ud: "Fremtiden ser fantastisk ud."
Har været undervejs i et stykke tid
Med til historien om omlægningen af partnerholds-strukturen hører, at Valve tog fat i turneringsarrangørerne allerede under majoren i Paris, hvor de gav udtryk for deres utilfredshed med scenen, som den ser ud.
Det fortalte casteren og tidligere professionel spiller, SPUNJ, under podcasten HLTV Confirmed fra IEM Cologne, der er i gang i skrivende stund.



























