
Preasy præsenterer Altekz
Altekz er færdig i Astralis Talent og kommer fremover til at trække Preasy-trøjen over hovedet.
Det har Preasy annonceret fredag eftermiddag.
Dermed er holdet nu et skridt tættere på at være fuldtallige, efter de tidligere på ugen bænkede AcilioN, Fessor og J3nsyy.
Altekz kommer til Preasy efter et par måneder på Astralis' førstehold, hvor han blandt andet spillede både IEM Dallas samt BLAST Premier Spring Final i Washington og præsterede en gennemsnitsrating på 0.98.
Det var også en situation fra netop IEM Dallas, som Preasy tidligere fredag brugte som teaser for deres nye spiller. Her havde de nemlig taget Altekz' vilde quad-kill med deaglen, da Astralis tørnede sammen med ENCE i gruppespillet.
Før sine kampe for førsteholdet har Altekz i lidt over to år tørnet ud for Astralis Talent, hvor han skiftede til fra MASONIC i 2021.
Store planer
Samtidig med bænkningen af AcilioN, Fessor og J3nsyy varslede sportsdirektør hos Preasy, Steffen Thomsen, at der var store planer.
Nogle af de store planer kunne vi her på Dust2.dk tidligere på ugen erfare. Organisationen havde nemlig angiveligt nicoodoz og refrezh i kikkerten som en del af det nye lineup.
Ingen af de to er endnu præsenteret, men ifølge Dust2.dks kilder, så er duoen stadig særdeles interessante for organisationen.
Med tilgangen er Preasy nu:
-
Altekz -
tOPZ
-- -
Fessor (Bænket) -
J3nsyy (Bænket) -
AcilioN (Bænket)

































