
Astralis overmander svenske legender
device viste lørdag aften, hvorfor Astralis hentede ham hjem.
Den danske AWP-stjerne var nemlig en afgørende faktor i danskernes avancement i CCT North Europe Series 3, hvor han sluttede øverst på scoreboardet.
Særligt på første map var danskeren en enmandshær, men det var ikke nok til at hive sejren hjem. Astralis kom virkelig skidt fra land og så sig være bagud 5-14, men en imponerende device hev danskerne tilbage i kampen. Til sidst kunne AWP'eren dog ikke gøre det hele selv, og EYEBALLERS vandt derfor første map 16-14.
På de to efterfølgende maps havde device dog flere brandvarme holdkammerater at falde tilbage på, og det viste sig også på scoren.
Astralis var nemlig det klart bedste mandskab på både Vertigo og Inferno, som begge endte 16-7 i danskernes favør. Særligt blameF og Xyp9x var også godt spillende på begge baner, og sammen med device hev danskerne derfor sejren hjem til Astralis.
Dermed slutter Astralis sig til Copenhagen Flames i kvartfinalerne, som spilles søndag. Her står gla1ves tropper over for 9INE, mens birdfromsky skal op imod SINNERS.
Skulle begge danske mandskaber hive sejren hjem søndag, ender de med at møde hinanden i semifinalen, hvorfor vi forhåbentligt kan se frem til en revanche fra sidste møde mellem de to, hvor flammerne vandt 2-1.