
Potentiel katastrofe: Katowice i fare for Astralis
Lørdag aften skal Astralis Talent spille deres første finale i POWER Ligaen.
Imens spiller Astralis mod russiske 1WIN i kvartfinalen ved CCT Central Europe Series 4 - en turnering, der normalt ikke er af betydning for en af verdens største organisationer indenfor Counter-Strike.
Alligevel kan kampen mod verdens nummer 43, 1WIN, ende med overskygge Astralis Talent's første POWER Liga finale.
Ifølge Dust2.us er Astralis i overhængende fare for at gå glip af, hvad der ellers så ud som en sikker deltagelse ved IEM Katowice Play-In. Tre hold ligger i øjeblikket og kæmper om de sidste invitationer til eventet baseret på ESL's egen verdensrangliste.
Det drejer sig om Astralis, Evil Geniuses og paiN Gaming.

De tre organisationer kæmper om de to sidste pladser ved IEM Katowice Play-In, og det er her CCT Central Europe Series 4 og kampen mod 1WIN kommer ind i billedet.
Online-eventet giver nemlig EPT-point (ESL Pro Tour-point, red.) til spillerne, som er de point, der samlet bestemmer holdenes placering på ESL's verdensrangliste.
Det samme gælder for de nordamerikanske Cash Cups, og det har Complexity draget fordel af. Tidligere på sæsonen vandt den store amerikanske organisation flere Cash Cups og høstede derved nok point til at sikre sig flybilletter til Polen.
Det har fået både Evil Geniuses og paiN Gaming til at tilmelde sig ESEA NA Fall Cash Cup #7, der starter d. 17 december.
Her skal de to organisationer i første omgang spille sig i top 8 for at modtage EPT-point.

device kan koste Astralis pladsen
Fordelingen af de to sidste pladser til IEM Katowice Play-In afhænger derfor af Astralis, Evil Geniuses og paiN Gaming's placeringer i de to normalt ubetydelige turneringer, når det kommer til toppen af CS:GO.
Men for Astralis' vedkommende havde det ikke behøvet at være sådan.
Holdets tidligere AWP'er, Farlig, har nemlig optjent 56 EPT-point, mens Danmarks bedste spiller gennem tiderne, device, grundet sin pause kun har 1,4 EPT-point.
Udskiftningen af de to spiller har derfor bragt Astralis' plads i fare.
Ikke nok med det, så optjente Kristou 5,7 EPT-point, da han som stand-in for device kom på en delt 3.-4. plads ved Elisa Masters Espoo 2022. Det er point, der kan ende med at blive altafgørende for Astralis' drømme om Katowice-deltagelse.
I forbindelse med beslutningen om at stille uden device i Elisa Masters Espoo 2022 udtalte sportsdirektør i Astralis, Kasper Hvidt:
Selvom vi alle er ivrige efter, at han skal spille sin første turnering, har vi, som vi sagde, da han blev præsenteret, tid til at gøre tingene rigtigt og i den rigtige rækkefølge uden at forcere noget. Det handler om at skabe plads til den bedste version af "dev1ce", og det arbejde fortsætter.
device fik sin anden debut for Astralis den 4. december mod Tricked ved CCT North Europe Series 2.
Set i lyset af kapløbet om pladserne til IEM Katowice Play-In kan man stille spørgsmålstegn ved, om device's debut alligevel endte med at blive forceret.
Kampstart for Astralis mod 1WIN er sat til 21:00, men kan blive ændret i løbet af dagen.