
Astralis Talent hapser Patti
Patti nåede ikke at spise særlig mange sandwiches alene derhjemme, inden Astralis kaldte ham til København for at underskrive en kontrakt året ud.
Den 24-årige spiller bliver nemlig den femte og sidste spiller på Astralis Talents holdkort.
Her overtager han den ledige plads, som 23-årige vigg0 efterlod, da han for seks dage siden stoppede på holdet.
Patti har en fortid hos Los Reyes, der senere blev samlet op af Sashi. Under Los Reyes-navnet vandt Patti POWER Ligaen, Danmarks bedste CS:GO-liga, og han blev endda også kåret som sæsonens bedste spiller.
Netop den præstation har medvirket til, at Astralis Talent henter Patti.
Det har været vigtigt for mig, at vi i starten får tilført både rutine og kvalitet, som kan hjælpe både mig og holdet med det samme. Det gør vi med Patti, som jeg kender rigtig godt i forvejen, og som har vist sit værd i flere sæsoner i POWER Ligaen, hvor han blandt andet sidste år blev kåret som MVP, siger holdets træner, casle.
Astralis har kunne hente Patti kvit og frit, da spilleren fik ophævet sin kontrakt med Sashi den 29. august. Det skete efter Pattis eget udsagn grundet en kontrovers, hvor ejeren blev sur over, at nogle af spillerne havde købt en sandwich.
I første omgang har parterne papir på hinanden frem til udgangen af 2022, hvorefter de kommer til at evaluere Pattis første tid og kigge på fremtiden.
Da Peter (casle, red.) kontaktede mig og forklarede mig opgaven, gik det ret hurtigt. Jeg er jo ikke den typiske talent-spiller og træder da også ind på holdet på en relativt kort kontrakt, men jeg kan helt sikkert bidrage en masse til holdet på den korte bane. Så får vi se, hvordan det ser ud til vinter, men lige nu er jeg bare hyped over at skulle spille for Astralis, siger Patti.
Astralis Talent består nu af:
-
MistR
-
jarko
-
Altekz
-
Kristou
-
Patti
-
casle (Coach)