
Afrunding på RMR B-turneringen
Med Astralis' sejr over franske HEET tidligere i dag, blev der sat punktum på den europæiske RMR B-turnering.
Facit, efter overståelsen af den anden og sidste af de to europæiske RMR-turneringer, er at alle 24 deltagere til PGL Major Antwerpen er fundet. Heriblandt tre danske hold, Heroic, Astralis og Copenhagen Flames. Hvoraf de to sidstnævnte kvalificerede sig via den netop afsluttede RMR B-turnering.
Copenhagen Flames sikrede sig allerede Major-billetten på andendagen af turneringen, mens Astralis måtte bruge alle deres tre Major-matchbolde, inden pladsen til Majoren var sikret med dagens sejr.
Dagen i dag, den fjerde og sidste spilledag i RMR B-turneringen, blev åbnet med et stykke CS-historie, da Bad News Eagles skrev sig ind i historiebøgerne, som det første hold nogensinde fra Kosovo, til at kvalificere sig til en Major.
Sideløbende med, at de højtflyvende ørne sikrede sig en historisk Major-plads, så spillede russiske Spirit sig ligeledes til Majoren med en sejr over polske Anonymo.
Efter de to kampe var overstået, var det så, at Astralis kunne sikre sig den tredje og sidste Major-billet, som var på spil i dag, på sidstedagen. Og gudskelov, så lykkedes det denne gang for danskerne.
For den ene af Astralis' to tilbageværende firedobbelte Major-vindere, Xyp9x, så bliver Majoren i Antwerpen den 17. Major han deltager i. Noget af en milepæl, for den 26-årige dansker.
Alt imens, bliver det den første Major-deltagelse for 12 af de spillere, som kvalificerede sig med deres respektive hold gennem RMR B-turneringen. Heriblandt tre danskere, es3tag, og Xyp9x's to holdkammerater, blameF og Farlig.
Netop es3tag skulle sammen med resten af NIP-mandskabet også i kamp på sidstedagen i RMR B-turneringen. De sikrede sig ellers en Major-billet i går, men i dag kunne de sørge for, at spille sig direkte til Legends-stadiet.
Her mødte es3tag og co. en anden dansker, Snappi, og hans hold, ENCE. Den danskerduel trak es3tag og ninjaerne sig sejrrigt ud af, og sikrede sig dermed tredjepladsen i turneringen.
En sejr, som uden tvivl betød meget for es3tag. Han gav i hvert fald udtryk for på førstedagen, da Dust2.dk snakkede med ham efter NIP havde vundet deres to første kampe, at det ville være en drøm for ham, at komme til Majoren og Legends-stadiet.
Drømmen endte altså med at gå i opfyldelse for es3tag. Han er klar til Majoren, og Legends-stadiet, sammen med resten af NIP-holdet.
Her er et overblik over de otte hold, som kvalificerede sig til Majoren via RMR B-turneringen:
Legends
Copenhagen Flames
Cloud9 (forhenværende Gambit og Players)
NIP
Challengers
ENCE
G2
Astralis
Bad News Eagles
Contenders
Spirit
Bemærk i øvrigt, at selv om Spirit har taget en Contenders-placering, så træder de stadig ind i Challengers-stadiet. Dog som et af de otte lavest seedede hold.
Disse otte hold slutter sig til de otte andre hold, som kvalificerede fra den europæiske RMR A-turnering, samt de resterende otte hold, som har kvalificeret sig via henholdsvis den nord- og sydmerikanske, samt den asiatiske og oceanske kvalifikation.
Dermed er det slut på den europæiske RMR-turnering, både A og B. Ja slut på RMR-turneringen i det hele taget.
Det har - i den europæiske RMR- A- og B-turnering - været to gange fire dage - alt i alt otte dage - med følelserne uden på tøjet. Lige fra vild jubel, til kæmpe skuffelse, glædestårer og alt hvad der hører med.
Se blot her, hvor vildt det gik for sig, efter Bad News Eagles havde slået SINNERS og sikret sig Major-pladsen.
Billeder der taler sit eget tydelige sprog. Det betyder alt, for disse spillere.
Nu er der så ikke andet tilbage, end at tælle ned til Majoren i Antwerpen, som afvikles fra den 9. til 22. maj.