
NIP henter Brollan
Sveriges bedste spiller skal spille for rivalerne i NIP.
Brollan's skifte fra fnatic til NIP var noget, som man tidligere tænkte var en umulighed, men det er nu blevet en realitet.
Det melder NIP selv ud på Twitter.
Du kan se NIP offentliggøre skiftet i videoen herover, der blandt andet byder på tidligere coach Threat i rollen som jail-buster med tyk amerikansk accent.
Brollan bænkede sig selv efter IEM Katowice 2022, hvor fnatic endte på en delt 9.-12. plads.
Nyheden kom kun få dage efter bænkningen af holdets AWP'er smooya. Der blev allerede dengang spekuleret i, om Brollan ville forlade fnatic til fordel for et andet hold, da han ikke ville deltage i RMR-kvalifikationen.
Hvis han havde deltaget for fnatic, ville han ikke kunne spille for et andet hold til PGL Majoren i Antwerp.
NIP har sat et par ord på hentningen af Brollan i en nyhed på organisationens hjemmeside, som du kan læse i fulde her.
Her bekræfter NIP blandt andet, at Brollan vil være en del af startfemmeren ved RMR-turneringen i Bucharest, der for NIP starter den 21. april. Turneringen bliver spillet på LAN, hvor 16 ud af 32 hold kvalificerer sig til majoren i Antwerp.
Danske Jonas Gundersen, der er COO for NIP, udtaler følgende:
Vi har haft et godt øje til Brollan i flere år nu - Det har alle seriøse hold. Efter min overbevisning har det ikke været et spørgsmål om han ville tilslutte sig til NIP, men hvornår det ville ske, og jeg synes, han har valgt den perfekte timing.
Hovedpersonen selv lægger vægt på, at han tilslutter sig tidligere holdkammerater.
Jeg er spændt på at tage det næste skridt i min karriere sammen med NIP. Nogle af spillerne og jeg "går way back", og jeg føler, det er på tide at løfte nogle trofæer sammen.
Brollan og hampus har spillet sammen for både Red Reserve og GODSENT.
NIP's nye stjernespiller må vente lidt med at komme på serveren, da holdet allerede har spillet og vundet deres indledende gruppe i ESL Pro League Season 15.
Det betyder, at Brollan i øjeblikket er udskifter, og at han kun kan komme på serveren for NIP som følge af et nødstilfælde per ESL's regelbog.
Hvem Brollan erstatter på NIP efter EPL vides endnu ikke. Det er potentielt to af de nuværende spillere, der ryger af holdet til RMR-turneringen, da den svenske organisation stadig har device siddende på bænken.
HLTV rapporterede i slutningen af februar, at NIP havde lagt et bud ind hos fnatic for Brollan på lige under 4,5 millioner kroner.
Efterfølgende skrev mediet Jaxon.gg, at fnatic ikke var villige til at sælge stjernen for mindre end 5,5 millioner kroner.
Hvad den endelige købspris blev, vides ikke.
*Opdatering
Jonas Gundersen skriver på Twitter, at ingen af de nuværende spillere vil blive bænket efter EPL, selvom Brollan skal spille for holdet til RMR-turneringen.
NIP består nu af:
-
hampus
-
REZ
-
phzy
-
Plopski
-
es3tag
-
djL (Coach)
-- -
Brollan (Udskifter)
-
device (Sygemeldt)