
Medie: Brollan koster 5,5 mio. kroner
Når transferrygter først begynder at florere, så plejer der ikke at gå lang tid, før de enten bliver indfriet eller manet til jorden.
Den 22. februar overraskede HLTV scenen, da de kunne fortælle, at NIP havde lagt billet ind på ærkerivalen fnatic's bedste spiller - Brollan.
Selvom Brollan ikke spillede den første åbne kvalifikation til den europæiske RMR turnering for fnatic, så har der ikke været forlydener om den potentielle handel mellem de to organisationer.
Det er der nu en mulig forklaring på.
Ifølge mediet jaxon.gg så trækker forhandlingerne ud, fordi fnatic ikke vil lade den unge svensker gå for mindre end 5,5 mio. kroner. Det er altså én million mere end hvad NIP bød for Brollan.
Dermed kommer prisen for Brollan op på angiveligt samme beløb, som en af verdens absolut bedste spillere, device, kostede for NIP.
Her skal man dog have in mente, at device havde otte måneder tilbage af sin kontrakt med Astralis, da han blev købt, mens Brollan forlængede med fnatic til 2024 i marts sidste år.
Om NIP er villige til at punge mere ud for den 19-årige svensker vides endnu ikke.